Dødstal efter bygningskollaps i Bangladesh stiger til 304
304 meldes nu døde efter onsdagens bygningskollaps i Bangladesh. Det bekræfter en talsmand fra militæret ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Dødstallet er nu oppe på 304, siger en talsmand fra militæret i Bangladesh, Shahinul Islam.
Han tilføjer, at mere end 2300 mennesker er blevet reddet ud i live af den kollapsede bygning. I løbet af fredagen er indtil videre 72 blevet reddet.
Situationen i Bangladesh er yderst anspændt, efter fabriksbygningen kollapsede i udkanten af hovedstaden Dhaka.
Fredag affyrer politiet tåregas og gummikugler mod hundredtusindvis af demonstranter, der viser deres frustration over, at kollapset har medført, at næsten 300 har mistet livet.
Ud over tåregas og gummikugler bruger politiet i Bangladesh også bambusstænger, ligesom de blokerer veje og har anmodet fabrikker i den nærliggende by Gazipur om at lukke resten af fredagen.
- Situationen er meget skrøbelig. Hundredtusindvis af demonstranter har tilsluttet sig demonstrationen. Vi har affyret tåregas og gummikugler mod demonstranterne for at sprede dem, siger politibetjent M. Asaduzzaman.
- Demonstranterne kræver arrestration af ejerne af den fabrik, der kollapsede onsdag, siger politichefen til nyhedsbureauet AFP.
Ifølge flere af de overlevende fra kollapset, blev der opdaget sprækker i bygningen tirsdag, der resulterede i en evakuering af bygningen. Dog blev de 3000 arbejdere beordret tilbage på arbejde onsdag, hvorefter bygningen kollapsede.
Det sker ofte, at bygninger styrter sammen i det fattige land, fordi de fleste bygherrer trodser regeringens regler for sikkerhed i forbindelse med konstruktion af etagebyggeri.
Eksempelvis mistede mere end 70 mennesker livet i samme område i 2005, da en flere etager høj tekstilfabrik kollapsede.
Siden kollapset af den otte-etagers fabriksbygning har redningsmandskab arbejdet uafbrudt i håb om at finde overlevende mellem murbrokkerne.
De fleste af de mange omkomne er kvinder, der var på arbejde på en af de fem tekstilfabrikker i den høje bygning. Kun stueetagen er intakt efter sammenstyrtningen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie