Sikkerhedsstyrker har stormet en bygning, der huser provinsrådet i den irakiske by Tikrit, efter et flere timer langt gidseldrama og skudvekslinger, der har kostet mindst 41 mennesker livet.
- 41 personer blev dræbt og 95 såret, siger en politikilde, der befinder sig ved byens hospital.
Seks af de døde tilhører den gruppe, der havde angrebet provinsrådets hovedkvarter, tilføjer kilden.
Lokale embedsmænd siger, at antallet af dræbte er oppe på 45.
Skuddramaet kom efter, at militante havde indtaget provinsrådets hovedkvarter og taget personalet som gidsler.
Forinden havde en selvmordsbomber banet vejen ved at sprænge sig selv i luften ved indgangen til bygningen, meddeler irakisk politi til nyhedsbureauet AFP.
Derefter stormede en gruppe mænd stedet bevæbnet med sprængstoffer og håndgranater.
Samtidig med, at ekstra politistyrker ankom til hovedkvarteret, blev en bilbombe bragt til sprængning, oplyser polititalsmanden.
Blandt de dræbte er både irakiske politifolk, soldater og civile, siger politikilder til det tyske nyhedsbureau dpa.
Inde i bygningen holdt de militante flere ansatte og andre tilstedeværende som gidsler, siger en lokal embedsmand til Reuters.
I første omgang var det ikke muligt for politiet at nærme sig bygningen, fordi de militante skød fra bygningen. En politikilde siger til AFP, at de militante alle havde selvmordsbombebælter om livet.
Tikrit, der ligger omkring 160 kilometer nord for hovedstaden Bagdad, er den tidligere præsident Saddam Husseins hjemby.
Regionen har gennem lang tid været hjemsted for et sunnimuslimsk oprør og plages fortsat af blodige angreb.
Endnu har ingen taget skylden for tirsdagens angreb, men ifølge lokale kilder tyder det på, at det er terrornetværket al-Qaedas gren i Irak, der står bag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned