Dokumenter fra Gaza afdækker Hamas' planer om at ødelægge Israel

Pårørende mindes ofrene for Hamas' angreb på Israel, hvor Nova-festivalen blev afholdt. Alene på festivalen blev næsten 400 mennesker dræbt 7. oktober 2023. (Arkivfoto). Foto: Amir Cohen/Reuters

Hamas pressede på for at få Iran involveret i angreb på Israel, hvor skyskrabere i Tel Aviv var blandt potentielle mål, viser interne dokumenter fundet i Gaza.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023 var det voldsomste angreb begået mod jøder siden holocaust og Anden Verdenskrig.

Men faktisk havde den palæstinensiske bevægelse oprindeligt planer om et langt mere omfattende angreb på Israel, viser dokumenter og optagelser, som det israelske militær har fundet i Gaza.

Det skriver de amerikanske aviser The New York Times og The Washington Post, som begge har set eller fået kopier af en del af dokumenterne.

Undervejs i planlægningen pressede Hamas på for at få Iran og Hizbollah-bevægelsen i Libanon med til at udføre det forestående angreb.

I den forbindelse anmodede Hamas om ekstra militær og økonomisk støtte fra det iranske styre, som i forvejen støttede den palæstinensiske gruppe, fremgår det af dokumenterne.

Hamas' leder i Gaza, Yahya Sinwar, påstod i breve til ayatollah Ali Khamenei, der er Irans øverste religiøse leder, at Hamas med Irans støtte kunne lægge staten Israel i ruiner i løbet af to år.

Til planlægningen af angrebet havde Hamas blandt andet indsamlet mere end 17.000 satellit- og dronebilleder samt billeder fra sociale medier af israelske byer og landområder.

Nogle af billederne fremgår af en 36 sider lang digital præsentation, der blev lavet i slutningen af 2022, og som blev fundet af israelske soldater på en computer 10. november sidste år i Gaza.

I præsentationen er fremlagt forskellige scenarier og forslag til, hvor Hamas skulle slå til. Blandt de potentielle mål var israelske shoppingcentre og det israelske militærs kommandocentraler.

Organisationen havde planer om at angribe flere skyskrabere i storbyen Tel Aviv. Af præsentationen fremgår det, at Hamas var inspireret af terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001.

Hamas havde udpeget det 70 etager høje Moshe Aviv Tower samt Azrieli Center-komplekset, som består af tre skyskrabere, et shoppingcenter, en biograf og en togstation.

Overordnet ville Hamas angribe Israel fra både nord, syd, øst og vest ved hjælp af blandt andet tog, skibe og hestekærrer. Fordelene ved sidstnævnte skulle være, at kærrer er lette, hurtige og relativt lydløse.

Hamas ville detonere bomber om bord på tog, og ved hjælp af brændstof skulle de skabe omfattende eksplosioner i en af Israels store byer.

The Washington Post pointerer, at avisen ikke har kunne fastslå med 100 procents sikkerhed, at dokumenterne er ægte.

Men indholdet af dokumenterne stemmer i vidt omfang overens med de efterretninger om Hamas' planlægning, som efterretningstjenester i USA og andre af Israels allierede har indhentet efter 7. oktober 2023.

Ifølge The New York Times viser Hamas' dokumenter, at den palæstinensiske organisation oprindeligt ville udføre sit overraskelsesangreb i efteråret 2022.

Men angrebet endte med at blive udsat et år, mens Hamas forsøgte at overtale Iran og Hizbollah til at tage del i det.

Da bevægelsen slog til i 2023, havde den erkendt, at Iran og Hizbollah ikke var fuldt ud engageret. Men det var nødvendigt at handle, før Israel lancerede et ventet, nyt luftforsvarssystem, vurderede Hamas angiveligt.

/ritzau/

Hamas' angreb udløse storstilet krig

* Da Hamas angreb Israel 7. oktober 2023, blev 1200 personer slået ihjel. Blandt ofrene var personer fra mere end 30 lande, men størstedelen var israelere.

* 254 personer blev taget som gidsler. 101 gidsler befinder sig et år senere stadig i Gaza. 35 af dem er erklæret døde.

* Hamas' angreb udløste Israels krig i Gaza, som har kostet flere end 42.000 mennesker livet ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i området.

* Samtidig med krigen i Gaza er Israel blevet angrebet med raketter og missiler fra Libanon af den militante bevægelse Hizbollah, fra Iran og fra Yemen af Houthi-bevægelsen.

* Den seneste tid er situationen mellem Israel og Hizbollah eskaleret med daglige angreb både i Libanon og Israel og med israelske landstyrker på libanesisk jord.

Kilder: Haaretz, det amerikanske udenrigsministerium.

/ritzau/

Palæstinensere har overtaget en israelsk kampvogn efter at være brudt gennem grænsehegnet mellem Israel og Gaza under Hamas' angreb. (Arkivfoto). Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu