Et længe ventet retsopgør mod Frankrigs tidligere præsident Jacques Chirac, der er blevet sit lands populæreste politiker efter sin tilbagetræden i 2007, blev mandag indledt i Paris, hvor den tidligere politiske leder står anklaget for korruption.
Den 78-årige Chirac står anklaget for at have svindlet med offentlige midler til fordel for sit politiske parti, da han var overborgmester i Paris i 1990'erne.
Han er den første præsident nogensinde, som stilles for retten, og risikerer op til 10 års fængsel og en bøde på over million kroner, hvis han findes skyldig i alle anklager.
Ifølge anklagemyndigheden skulle den tidligere franske præsident i sin tid som overborgmester i den franske hovedstad have opfundet visse job for at få betalt lønninger til ikke eksisterende ansatte og på denne måde have overført penge til sine politiske allierede.
I sin lange politiske karriere har Chirac været sat i forbindelse med en række korruptionsskandaler, men han er aldrig blevet dømt. I de 12 år, hvor han var præsident, var han politisk immun over for retsforfølgelse.
Op til retssagen, der dækkes af hundredvis af journalister, har det svirret med rygter om Chiracs helbred. Hans hustru, Bernadette, måtte i januar afvise påstande om, at hendes mand har Alzheimer's.
Retssagen finder sted i Justitspaladset, hvor dronning Marie-Antoinette blev dømt til døden under Den Franske Revolution i 1789. Den ventes at vare omkring en måned.
Flere andre personer er dømt i samme sagskompleks, deriblandt den tidligere premierminister og nuværende udenrigsminister Alain Juppé, som har en betinget dom for at have misbrugt offentlige midler.
Chirac afviser anklagerne mod ham og insisterer på, at penge, som øjensynligt gik til hans præsidentvalgkamp i 1995, alle blev brugt på forbedringer af Paris.
Ni andre personer er stillet for retten sammen med Chirac, som kun vil være personligt til stede ved de retsmøder, hvor han skal afhøres.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie