Brændselselementerne i en reaktor på det jordskælvsramte atomkraftværk Fukushima I i Japan er igen "fuldt blotlagt", skriver det japanske nyhedsbureau Kyodo.
Det øger risikoen for en delvis nedsmeltning.
Samtidig har Japan officielt anmodet FN's atomenergiagentur (IAEA) om at sende internationale atomeksperter til landet for at hjælpe til med at løse den højdramatiske atomkrise.
- Vi er ved at diskutere detaljerne med Japan, siger IAEA's chef, Yukia Amano.
For at forhindre en nedsmeltning, er det nødvendigt at kunne føre kølevand ind i reaktoren. Det er i flere omgange svigtet på Fukushima's reaktorer II, og man har været nødt til at benytte sig af havvand.
TV-stationen NHK oplyser, at lufttrykket inde i reaktoren pludselig steg, da en ventil for luftstrømmen blev afbrudt.
Det blokerede for vandkølings-forsyningen og førte til, at brændselsstavene blev fuldt blotlagt klokken 15.00 dansk tid.
- Vi er ikke optimistiske, men jeg tror, vi kan presse vand ind, når det lykkes os at genåbne ventilen og sænke lufttrykket, siger en talsmand for energiselskabet Tepco, der driver atomkraftværket.
Fukushima I ligger 250 kilometer nord for hovedstaden Tokyo.
Myndighederne siger, at der foreløbig kun har været et begrænset radioaktivt udslip fra atomkraftværket.
Sker der en kernenedsmeltning, stiger faren for, at trykbeholderen beskadiges, og at der sker et massivt radioaktivt udslip fra reaktorens indre.
Det dramatiske stop på Fukushima-værket kommer efter fredagens jordskælv, der sendte en tsunamibølge ind over værket.
Den ydre væg på reaktor I eksploderede lørdag på grund af den store ophobning af vanddampe.
Der var endnu en eksplosion mandag. Denne gang i reaktor III, og 11 mennesker meldes kvæstet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned