Ecuadors præsident erklærer landesorg efter angreb på soldater
Dræbte ecuadorianske soldater bliver båret ind i kister til et arrangement for de efterladte lørdag i hovedstaden, Quito. Foto: Armando Prado/Ritzau Scanpix
11 soldater er døde i Ecuador efter et opgør med væbnede oprørere. Præsident lover at finde de ansvarlige.
Ecuadors præsident har erklæret tre dages landesorg, efter at 11 soldater ifølge hæren er blevet dræbt af væbnede oprørere.
Soldaterne blev dræbt fredag nær grænsen til Colombia.
Ifølge hæren har de militante bag angrebet tidligere tilhørt den opløste guerillagruppe Farc.
Præsidenten, Daniel Noboa, siger lørdag, at myndighederne nok skal finde dem og "gøre det forbi".
Angrebet kommer på et tidspunkt, hvor der har været et stigende antal voldelige hændelser, der har forbindelse til den udbredte smugling af narko i de to lande, som ligger i den nordlige del af Sydamerika.
Flere oprørsgrupper er involveret i narkohandlen og kæmper om de gode smuglerruter og territorier, hvor der produceres kokain.
Samtidig foregår der flere steder i landet ulovlig udvinding af guld.
De dræbte soldater blev angrebet under en operation, hvor de skulle sætte ind over for netop ulovlig minedrift i den ecuadorianske del af Amazonas.
Under angrebet brugte oprørerne skydevåben, granater og eksplosiver, har militæret sagt.
Guerillagruppen Farc, som tidligere var den største i landet, blev opløst i 2017. Året forinden havde gruppen indgået en fredsaftale med regeringen, hvorefter oprørerne nedlagde våbnene.
Men nogle dele af Farc afviste aftalen. Udbrydergrupperne har siden tjent penge på narkohandel og minedrift og har formået at opruste igen.
Den organiserede kriminalitet i Ecuador har gjort landet usikkert.
I begyndelsen af året var der i gennemsnit et drab i timen. Det er den højeste mordrate i Latinamerika, der foruden Sydamerika tæller Mexico og lande i Mellemamerika.
37-årige Noboa vandt ved præsidentvalget i april endnu en periode på posten. Under valgkampen foreslog han blandt andet, at særlige styrker fra USA skulle sendes til Ecuador for at hjælpe med at dæmpe volden i landet.
Siden har han været på rundtur flere steder i verden, herunder i Europa, for at styrke samarbejdet om at slå ned på den internationale handel med kokain.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst