Efter måneders fravær er Israels kampvogne tilbage i det nordlige Gaza

En israelsk kampvogn hvirvler støv op i et område nær Israels grænse mod Gazastriben søndag. Det israelske militær meddeler, at dets soldater har omringet Jabaliya-området i det nordlige Gaza, fordi det ser tegn på, at Hamas er ved at omgruppere trods det seneste års massive angreb. Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix

Et år efter, at Hamas angreb Israel og udløste en blodig krig i Gaza, frygter Israel, at Hamas kan være ved at omgruppere. Beredskab er forhøjet på årsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

For første gang i flere måneder er kampvogne trillet ind i området omkring Jabaliya, der er en af Gazastribens otte store flygtningelejre.

- Krigen er tilbage, lød det fra 52-årige Raed fra Jabaliya, inden han søndag flygtede ud af lejren med kurs mod Gaza By.

- Snesevis af eksplosioner fra luftangreb og skud fra kampvogne rystede både jorden og bygningerne. Det føltes som de første dage af krigen, skriver han i en besked til nyhedsbureauet Reuters.

Israelske soldater omringede søndag området, der ligger i den nordlige del af Gazastriben.

Efterretninger tyder ifølge Israels militær på, at der er en "tilstedeværelse af terrorister og terrorinfrastruktur i området omkring Jabaliya", meddelte militæret søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

De israelske soldater, der er vendt tilbage til områder af Gazastriben, hvor de tidligere har været, har konstateret, at den palæstinensiske Hamas-bevægelse er i færd med at omgruppere, lyder det fra Israels militær.

Der er "bestræbelser fra Hamas' side på at genopbygge sin operationelle kapacitet i området".

Fordrevne palæstinensere ankommer til Gaza By søndag efter at have fået ordre om at forlade deres hjem i flygtningelejren Jabaliya, hvor den israelske hær mener, at Hamas kan være ved at genopbygge en militær kapacitet. Foto: Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix

Det til trods for, at Israel har bekriget og bombet den militante gruppe i et år og forvandlet store dele af Gazastriben til murbrokker.

Natten til søndag ramte flere luftangreb Jabaliya.

I løbet af søndag blev mindst 17 mennesker dræbt i et israelsk angreb i Jabaliya-området, siger palæstinensisk redningsmandskab.

- Bombardementerne kommer vilkårligt og voldeligt i adskillige retninger. Vi ved ikke, hvor skuddene kommer fra, og vi ved ikke, hvor vi skal tage hen, siger en indbygger i Gaza By, Jameel al-Habibi, til AFP.

Søndagens israelske angreb mod Jabaliya kommer, efter at 26 mennesker blev dræbt i et andet luftangreb mod en moské i Deir al-Balah i den centrale del af Gazastriben søndag morgen.

Israels militær hævder, at moskéen blev brugt som kommandocentral for Hamas.

Ved et af de to midlertidige hovedkvarterer, der styrer de israelske styrkers operationer i Gazastriben, er der ikke længere den hektiske aktivitet, der kendetegnede indsatsen i krigens første tid, skriver tidsskriftet The Economist.

En palæstinenser nærstuderer et af de flyveblade, som det israelske militær har kastet ned over Jabaliya-området i det nordlige Gaza med advarsler til indbyggerne om at lade sig evakuere. Foto: Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix

Soldater solbader uden hjelme og skudsikre veste, selv om Gazastriben kun er få kilometer væk.

De fleste kampenheder er sendt til Libanon, og Gaza føles i dag som noget sekundært, skriver The Economist.

- Slaget er ikke slut, men størstedelen af kampen er, siger en af de øverstbefalende.

I den del af Israel, der ligger nær Gazastriben, er der sat flere soldater ind for at beskytte befolkningen i forbindelse med årsdagen for angrebet 7. oktober.

- Den sydlige kommando er i forhøjet beredskab og klar til de kommende dage, siger den israelske general Yaron Finkelman ifølge AFP.

Raketregnen fra Hamas er stilnet af, efterhånden som Israels militær har ødelagt næsten alle Hamas' affyringsramper.

Men søndag eftermiddag lød sirenerne igen, da flere raketter blev skudt fra den nordlige del af Gazastriben mod det sydlige Israel.

- Et projektil blev skudt ned, resten slog ned i åbne områder, meddeler militæret.

Der var ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne.

/ritzau/

Et år med krig i Gazastriben

* Da Hamas trængte ind i Israel 7. oktober 2023, dræbte gruppen over 1100 mennesker og tog yderligere omkring 250 gidsler med sig tilbage til Gazastriben.

* Samme dag rettede israelske kampfly de første luftangreb mod Hamas-mål i Gazastriben.

* Siden blev israelske soldater sendt ind på landjorden i det palæstinensiske område for at befri gidslerne og nedkæmpe Hamas.

* Hamas-leder Yahya Sinwar, der menes at være hjernen bag angrebet for et år siden, er stadig i live og på fri fod.

* Israels regering har betegnet angrebet 7. oktober 2023 som det værste angreb mod jøder siden Holocaust.

* 97 israelske gidsler befinder sig stadig i Gazastriben. Af dem menes 33 at være døde.

* I Gazastriben er omkring to millioner mennesker sendt på flugt fra deres hjem. Mindst 41.825 meldes dræbt af sundhedsministeriet i Gazastriben.

* I Libanon, hvor Israel har indledt en operation mod Hamas’ allierede i Hizbollah-bevægelsen, er en million mennesker tvunget ud af deres hjem på grund af israelske luftangreb. I de seneste to uger er over 1100 mennesker dræbt.

* Omkring 60.000 civile er sendt på flugt fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs angreb.

Kilde: The Economist, AFP

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu