Efter over 130 døde: Indonesisk tragedie-stadion rives ned
Fifas præsident, Gianni Infantino, og Indonesiens præsident, Joko Widodo, har tirsdag talt sammen. Bagefter har Widodo oplyst, at et fodboldstadion, hvor over 130 døde under uro ved en fodboldkamp i oktober, skal rives ned og bygges på ny. Foto: Achmad Ibrahim/Ritzau Scanpix
Indonesisk stadion, hvor 130 mennesker døde under uroligheder, skal rives ned og bygge op på ny.
En ligakamp i den indonesiske fodboldliga udviklede sig 1. oktober helt katastrofalt, da publikum stormede banen, og over 130 mistede livet i det kaos, der opstod, da politiet forsøgte at få dem ud af banen igen.
Den har fået den indonesiske regering til at beslutte at rive hele det stadion, hvor kampen fandt sted, ned og bygge et nyt stadion i stedet.
Det oplyser Indonesiens præsident, Joko Widodo, tirsdag. Kampen fandt sted i byen Malang på den østlige side af Java-øen.
- Kanjuruhan Stadion i Malang vil blive revet ned og genopbygget efter Fifa-standarder, siger Widodo.
Fifa er den internationale fodboldorganisation.
Efter kampen er politifolk og kamparrangører blevet anklaget for uagtsomt manddrab, og skal nu forsvare sig for en dommer mod anklager, der kan give op til fire års fængsel.
Tre betjente er blevet sigtet på grund af deres brug af tåregas. Chefen for den komité, der arrangerede kampen, og chefen for sikkerheden på stadion er også sigtet.
Ifølge indonesiske myndigheder havde klubbens sikkerhedsvagter ikke efterlevet sikkerhedskravene. De havde også tilladt flere fans, end der var kapacitet til på stadion.
Flere af de vagter, der holdt øje med ind- og udgange, havde desuden forladt deres poster, da tragedien udspillede sig.
De udgange, som folk flygtede ud af, var for smalle til, at folk kunne komme ud af dem, siger politiet. Indonesiens fodboldforbund oplyser, at nogle af udgangene var låst.
De fleste omkomne blev enten trampet til døde eller kvalt.
Beslutningen om at rive stadionet ned er præsenteret samtidig med, at Fifas præsident, Gianni Infantino, er på besøg i Indonesien.
Indonesien skal næste år være vært for U20-verdensmesterskabet.
- Det her er et fodbold-land. Et land, hvor fodbold er en passion for over 100 millioner mennesker, siger Infantino.
- Vi skylder dem, at når de ser en kamp, så er de sikre og trygge.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie