Eks-forsvarsministre advarer mod militær indblanding i USA-valg
Ti tidligere amerikanske forsvarsministre opfordrer søndag USA's forsvarsministerium, Pentagon, til ikke at blande sig i magtoverdragelsen i landet. (Arkivfoto) Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Tidligere forsvarsministre frygter, at Trump og Pentagon vil bruge militær til at forstyrre magtoverdragelse.
Alle USA's ti nulevende tidligere forsvarsministre advarer søndag mod militær indblanding i forbindelse med magtoverdragelsen i landet.
Det gør de i en fælles kronik i avisen Washington Post.
De tidligere forsvarsministre inkluderer Ashton Carter, Dick Cheney, William Cohen, Mark Esper, Robert Gates, Chuck Hagel, James Mattis, Leon Panetta, William Perry og Donald Rumsfeld.
De skriver i kronikken, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, må forpligte sig til en fredelig overgang, inden og efter at Joe Biden overtager præsidentembedet fra Donald Trump 20. januar.
- Forsøg på at involvere USA's væbnede styrker i at løse valgtvister vil kunne føre os ind i farligt, ulovligt og grundlovsstridigt territorium, skriver de.
De forhenværende forsvarsministre henviser til, at USA's demokrati er kendetegnet ved en fair valgproces og en fredelig magtoverdragelse.
De påpeger også, at alle overdragelser af magten i landet siden borgerkrigen har været fredelige.
- Dette år burde ikke være nogen undtagelse, skriver ministrene.
Eksministrene kommer både fra Det Demokratiske og Det Republikanske Parti. Både Mark Esper og James Mattis blev udpeget som forsvarsministre af Donald Trump.
I forbindelse med kronikken påpeges det, at USA's domstole har afvist alle retslige forsøg på at udfordre valgresultatet. Der henvises også til, at resultaterne er blevet bekræftet i de enkelte delstater.
Derfor beder de tidligere ministre nuværende forsvarsminister Christopher Miller og resten af Pentagon til at samarbejde fuldt ud med Joe Biden og hans overgangshold.
- De må afstå fra enhver politisk handling, som undergraver valget eller forhindrer den nye administrations succes, slutter ministrene.
Kronikken i Washington Post kommer, samme dag som avisen frigav en timelang telefonsamtale, hvor man angiveligt kan høre Donald Trump forsøge at presse indenrigsministeren i delstaten Georgia til at "finde" stemmer nok til at vende Trumps nederlag ved præsidentvalget 3. november.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie