Eksansat forudser mange år endnu med Alex Jones' skadelige løgne

Josh Owens var under sin tid hos Infowars på ture mange forskellige steder i verden. Det handlede om at producere så meget indhold som muligt på turene. Sandhedsværdien var uden betydning, siger han. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Free

Løgne, kaos, frygt og vrede var hverdag, da Josh Owens i fire år arbejdede for kontroversielle Alex Jones. Owens advarer i dag mod at tro, at Jones forsvinder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den i dag 33-årige Josh Owens blev i slutningen af sine teenageår "trukket ind af Alex Jones' verdenssyn".

Den kontroversielle amerikanske konspirationsteoretiker, som i oktober blev dømt til at skulle betale en milliarderstatning for løgne om massakren på den amerikanske skole Sandy Hook Elementary, fascinerede Josh Owens.

- Han fik verden til at virke som en film. Jeg elskede film og begyndte senere på filmskole, og jeg fortsatte med at lytte til Jones, siger Josh Owens i et interview med Ritzau.

Nogle år senere afholdt Alex Jones, som står bag Infowars, et ydre højrefløjsmedie med falske nyheder, en konkurrence.

Amerikanske Josh Owens imponerede med sin indsendte video og blev tilbudt et job på Infowars. Han droppede ud af filmskolen og begyndte i 2012 som 23-årig sin tid under Alex Jones.

- Over de næste fire år oplevede jeg, hvordan Jones arbejder, og udviklingen af, hvad der nærmest er blevet til et imperium af falske nyheder, siger Josh Owens.

Til at starte med så Josh Owens på Alex Jones som en mand, der gik op imod magten. En mand, som gjorde oprør mod systemet.

- Det viste sig slet ikke at være tilfældet. Jones var plantet solidt på den ydre højrefløj og havde altid været der. Jeg så det bare ikke.

Det åbenbarede sig i løbet af tiden i jobbet for Josh Owens, at Jones' medie intet havde med sandhed at gøre. Snarere tværtimod.

- Det handlede om at pushe en dagsorden. At pushe en ideologi. Hvis vi skulle lyve for at gøre det, så måtte vi gøre det. For i sidste ende handlede jobbet om at behage Jones.

- Det var ikke et journalistisk job eller et job med etik, integritet eller søgen efter sandheden. Det var et job, som handlede om at holde en enkelt person med skadelige idéer glad. Uanset konsekvenserne, siger han.

I jobbet stod Josh Owens bag kameraet, ligesom han var med i redigeringsrummet. Han rejste også med reportere på ture over hele verden.

I 2014 gik en af turene til USA's vestkyst, hvor Jones mente, at der var øget stråling på grund af atomulykken i Fukushima, Japan, i 2011.

Så Owens og en kollega tog dertil med geigertællere for at måle radioaktiv stråling. Men det var der intet af, og Jones blev "utroligt vred", da de rapporterede om det.

Alex Jones blev ved en retssag i oktober dømt til at betale en milliarderstatning for løgne om et skoleskyderi i 2012. Men Jones vil alligevel fortsætte med at sprede løgne, mener Josh Owens, som i fire år arbejdede for Jones. (Arkivfoto). Foto: Tyler Sizemore/Ritzau Scanpix

- På den tur begyndte jeg at finde ud af, at målet ikke var at fortælle sandheden. Det handlede om, hvad han ville have ud til sit publikum.

Kilden til Jones' vrede fandt Owens senere ud af.

Det viste sig, at Jones samtidig var i gang med at lancere et produkt, som han påstod beskyttede imod stråling. Og så gik det jo ikke med en historie, der modbeviste øget stråling.

I dagligdagen på Infowars var arbejdspladsen præget af kaos, fortæller Owens.

- Han skaber et miljø af kaos. Det var en frygtkultur. En atmosfære af konstant vrede.

- Han er en meget manisk person, så hans personlighed kunne skifte på et øjeblik. Så du skulle være beredt på hvad som helst. Du skulle altid være på tæerne.

Josh Owens fortryder sine fire år hos Infowars og Jones. Han ved, at han har været med til at sprede skadelige løgne, som har ramt helt almindelige mennesker.

Det var medvirkende til, at Owens til sidst sagde op, da ekspræsident Donald Trump indtog den politiske scene i USA.

Trump var i 2015 på besøg i Alex Jones' show, og Owens bemærkede, at Jones' holdninger begyndte at blive mere udbredte og dermed gøre mere skade.

Samtidig havde Owens selv fået mere progressive holdninger.

I dag prøver Josh Owens at bruge sin indsigt fra sin tid hos Infowars til at advare og oplyse. Mandag er han for eksempel i Odense for at holde oplæg på en fagfestival for den danske mediebranche.

Han advarer mod at tro, at Jones forsvinder, fordi han er dømt til at betale milliarderstatning for sine løgne. For folk troede fejlagtigt det samme, da han blev udelukket fra sociale medier i 2018 og 2019, påpeger Owens.

- Jeg vil ikke have, at der også opstår falsk tryghed med de her retssager, for jeg tror ikke, at Jones nogensinde forsvinder.

- Jeg tror, at selv hvis han til sidst må sidde i sit soveværelse i sit hjem for at lave sit show, så vil han fortsætte. For han vil stadig have sit publikum.

/ritzau/

Kort om Alex Jones og Infowars

* 48-årige Alex Jones fra Texas, USA, er en amerikansk konspirationsteoretiker på den ydre højrefløj og radiovært. Han har også lavet flere dokumentarer, som handler om konspirationsteorier.

* Han er manden bag mediet Infowars, som blev dannet i 1999. Mediet er fyldt med usandheder og falske nyheder og består af både artikler, videoer og podcast.

* Alex Jones er blevet fjernet fra Twitter, Facebook, Spotify og YouTube på grund af de usandheder, som han spreder.

* Alex Jones og Infowars fik international opmærksomhed, da han i oktober blev dømt til at betale en erstatning på 7,4 milliarder kroner til folk, der har lidt skade på grund af hans løgne om massakren på den amerikanske skole Sandy Hook Elementary.

* Alex Jones har blandt andet udbredt historier om, at skoleskyderiet aldrig fandt sted, og påstået, at det var et fupnummer. På skolen skød og dræbte en 20-årig mand i december 2012 26 mennesker. 20 af dem var skolebørn.

Kilder: Ritzau og IMDB.

/ritzau/

Blå bog: Josh Owens

* Navn: Joshua H. Owens.

* Alder: 33 år.

* Født: Georgia, USA. Vokset op i en lille konservativ by i den sydøstlige delstat.

* Bopæl: Bor i dag i den sydøstlige delstat Tennessee.

* Karriere:

- 2012-2016: Droppede ud af filmskole som 23-årig, da han i 2012 fik job på Infowars som kameramand og videoredigerende. Senere fik han titel af videoproducent. Han arbejdede hos Infowars i fire år.

- I dag er han skribent.

Kilde: Josh Owens.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu