Eksgidsler og veteraner går til kamp mod Israels offensiv i Gaza

Liri Albag, en israelsk soldat, som var holdt fanget af Hamas i 15 måneder, er blandt rækken af tidligere gidsler, som taler imod Israels genoptagne militære offensiv i Gaza. (Arkivfoto). Foto: Amir Cohen/Reuters

Israels regering bør fokusere på at få de sidste 59 gidsler hjem i stedet for at bekrige Hamas. Forhandlinger, ikke militært pres, virker, siger mor til gidsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag begynder jødisk påske - eller pesach - der er en af de vigtigste jødiske højtider.

Men der er ikke meget at fejre i år, mener Liri Albag, en israelsk soldat, som var holdt fanget af Hamas i 15 måneder.

- Denne uge er det pesach - højtiden for frihed. Men hvilken slags frihed er det, når 59 mennesker stadig holdes i Hamas' helvede?

Opråbet kom hun med foran tusinder af mennesker i den israelske storby Tel Aviv sidste weekend.

Hun er ifølge BBC en af en række tunge stemmer, som over de seneste uger er gået helhjertet ind i kampen for at få de resterende israelske gidsler i Hamas' fangenskab hjem.

Hamas tog 251 gidsler, da den militante palæstinensiske bevægelse 7. oktober 2023 angreb Israel og dræbte 1200 mennesker.

Det førte til modsvar fra Israel. Siden da har krigen i Gazastriben stået på nærmest uafbrudt.

Den længste våbenhvile begyndte i januar og varede to måneder. Her blev 33 israelske gidsler - otte af dem i kister - frigivet. Liri Albag var blandt de frigivne.

Men Israel genoptog krigen, før alle gidsler var kommet hjem. 58 eller 59 menes stadig at være i Gaza. 24 af dem menes stadig at være i live.

Og de skal hjem i live. Det har været ubærligt at se våbenhvilen kollapse, siger tidligere gidsler.

Trods deres traumer, skrøbelighed og sorg har en række eksgidsler følt sig kaldet til at fortælle om deres forfærdelige oplevelser i fangenskab.

På scenen ved store demonstrationer, i lange tv-interview eller i møder med verdensledere. De har udpenslet deres egne oplevelser og udtrykt frygt for de tilbageværende gidslers skæbne.

- Jeg er her ikke rigtig. Kun halvdelen af mig står her, siger Omer Wenkert, et andet tidlige gidsel.

- En del af os, en del af os alle, er stadig fanget i Gaza. Premierminister Benjamin Netanyahu, det er på tide, at du får dem tilbage.

Omer Wenkert ses her i februar, da han blev frigivet efter at have været gidsel i over et år. - En del af os, en del af os alle, er stadig fanget i Gaza. Premierminister Benjamin Netanyahu, det er på tide, at du får dem (gidslerne, red.) tilbage, siger han. (Arkivfoto). Foto: Nir Elias/Reuters

Også familier til de gidsler, der stadig er i Gaza, råber op. De frygter, at de genoptagne israelske bombardementer kan koste deres kære livet.

- Vores børn er i fare, siger Herut Nimrodi til AFP.

Hendes søn, Tamir, var 18 år, da han blev taget til fange af Hamas.

- Vi ved ikke meget. Men en ting er sikkert: Det er, at det militære pres på Gaza bringer gidslerne i fare.

Netanyahu og hans regering holder fast i, at øget militært pres er den eneste måde at tvinge Hamas til at frigive gidslerne. Døde eller i live.

- I halvandet år har det ikke virket. Det, der virkede, var forhandlinger, siger Nimrodi, som anklager Netanyahu for ikke at prioritere at få gidslerne hjem.

Senest har nuværende og tidligere militærfolk også kastet sig ind i debatten om den israelske offensiv i Gaza.

Herut Nimrodi holder et billede af sin søn, Tamir, som stadig er i Hamas' fangenskab. Hun er imod, at Israel har genoptaget angrebene, fordi hun frygter for konsekvenserne for de tilbageværende gidsler. (Arkivfoto). Foto: Maya Alleruzzo/Ritzau Scanpix

Næsten 1000 pensionerede israelske jagerpiloter og reservepiloter har underskrevet et offentligt brev, som er blevet udgivet i fuld længde i en række aviser.

I brevet kritiserer de den israelske fremgangsmåde og kræver, at gidslerne øjeblikkeligt kommer hjem, også selv om det er på bekostning af offensiven.

- Krigen tjener primært politiske og personlige interesser, ikke sikkerhedsinteresser. Den fortsatte offensiv vil resultere i, at flere gidsler, israelske soldater og uskyldige civile dør.

- Kun en aftale kan få gidslerne sikkert hjem, mens militært pres primært fører til dræbte gidsler og bringer vores soldater i fare, hedder det i brevet.

De fleste underskrivere er veteraner. Men de reservepiloter, som har underskrevet brevet, bliver fyret fra luftstyrken, oplyser det israelske militær.

Netanyahu støtter beslutningen om at fyre de kritiske røster.

- Erklæringer, som svækker militæret og styrker vores fjender under krigstid, er utilgivelige, oplyser hans kontor ifølge AFP.

Demonstranterne i Tel Aviv protesterer mod den israelske regering. De kræver, at regeringen får gidslerne hjem fra Gaza. (Arkivfoto). Foto: Amir Cohen/Reuters

/ritzau/

Krigen i Gaza

* Den igangværende krig begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel fra Gaza.

* Hamas sendte mange raketter mod Israel, trængte ind over grænsen og dræbte omkring 1200 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival. Hamas tog 251 gidsler med til Gaza.

* Så angreb Israel Hamas i Gaza.

* Over 50.000 palæstinensere er ifølge Hamas dræbt under krigen. Israels regering siger, at 855 israelske soldater er dræbt.

* Der er blevet frigivet eller befriet en del israelske gidsler. Andre gidsler er meldt dræbt.

* Den 19. januar trådte en våbenhvile i kraft. Den skulle løbe i tre faser. Første fase udløb den 1. marts, og i den fase blev der frigivet 33 gidsler og omkring 1800 palæstinensiske fanger.

* Våbenhvilens anden fase blev aldrig en realitet. Israel genoptog angreb mod Gaza 17. marts.

* Hamas holder fortsat 58 eller 59 gidsler. 34 af dem er ifølge Israels militær døde.

Kilder: Reuters, AFP og gov.il.

/ritzau/

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, var tidligere på ugen på besøg i Det Hvide Hus hos USA's præsident, Donald Trump. Netanyahu mener, at der skal militært pres på Hamas for at få gidsler hjem. (Arkivfoto). Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu