Ekspert: Gingrich hænger ikke på i længden

Der er lang vej i mål for den republikanske præsidentkandidat Newt Gingrich, selv om han slår favoritten Mitt Romney i en ny meningsmåling forud for lørdagens primærvalg i staten South Carolina.

Det mener USA-analytiker Mads Fuglede.

- Newt Gingrich har en formidabel skarp tunge, og han vinder næsten alle de debatter, han deltager i. Men han har også mange fejl. Mange flere end Mitt Romney, siger han.

Det er især den stærkt konservative Gingrichs mange, skiftende synspunkter og skeletfyldte skabe, der stikker en kæp i hjulet for ham, mener Mads Fuglede.

Gingrich er på sit tredje ægteskab, han forlod sin kræftsyge kone og så beskyldte han Bill Clinton for moralsk forfald i Levinsky-sagen, mens han selv havde en affære med sin sekretær.

- Obama vil foretrække at møde Gingrich. Men han får det svært i det lange løb. Hans kampagne er uorganiseret, og han har ikke ret mange penge, siger Mads Fuglede og tilføjer:

- Alene i Florida skal man bruge omkring 10 millioner dollar for at være med i konkurrencen.

Når Gingrich alligevel løber med sejren i South Carolina ifølge den ny meningsmåling, mener Mads Fuglede, at det skyldes en massiv modvilje mod Mitt Romney i det republikanske parti og blandt vælgerne.

- Modviljen har mange facetter, men den skyldes helt grundlæggende, at Romney ikke er en folkelig politiker. Der er noget ved Romney, som får folk til at føle, at han er unaturlig, siger Mads Fuglede.

Han peger desuden på, at den seneste uges fokus på Romneys skatteforhold har skadet kandidaten.

Ifølge USA-analytikeren er Mitt Romney kun favorit til at blive republikanernes bud på en præsident, fordi han har kæmpet i et svagt felt af kandidater og har ført en god kampagne.

Den overraskende meningsmåling giver den hidtil undertippede Newt Gingrich et forspring på seks procentpoint over Mitt Romney.

Newt Gingrich står til 35 procent i South Carolina mod den mere moderate Mitt Romneys 29 procent.

/ritzau/

Republikaneren Newt Gingrich får det svært i det lange løb trods forspring i South Carolina, spår ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret