Ekspert: Obama skal sælge IS-offensiv som andet end krig
Obama skal forklare befolkningen, hvordan han vil vende tilbage til Irak, uden det bliver en 2003-gentagelse.
Natten til torsdag går den amerikanske præsident, Barack Obama, direkte på tv, hvor han præsenterer sin plan for en bekæmpelse af Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.
Her er det vigtigt, at den amerikanske befolkning forstår, hvad forskellen er på en øget militærindsats mod IS, og den måde Bush-regeringen greb Irak-krigen an på.
Det siger Mads Fuglede, videnskabelig assistent på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet og ekspert i amerikansk politik.
- Det, der sker i nat, er, at Obama skal forklare, hvordan han vil vende tilbage til Irak, uden at det er en gentagelse af det, man oplevede under George Bush - for det vil amerikanerne ikke have. Det er en del af det mandat, Obama fik i 2008.
- Amerikanerne mente, at måden, man løste missionerne i Irak og Afghanistan på, var forkerte. Han skal fremlægge en strategi, hvor man bekæmper Islamisk Stat, uden at amerikanerne tænker, det er 2003 om igen, siger Mads Fuglede til Ritzau.
En meningsmåling i avisen Washington Post viste tirsdag, at 71 procent af amerikanerne bakker op om luftangreb mod IS i Irak, og 65 procent støtter luftangreb i Syrien.
Selv om Obama har brugt store dele af sin regeringstid på at trække amerikanske soldater ud af Irak, vil en øget militærindsats gennem luftangreb ikke ændre opfattelsen af Obamas forhold til militæraktioner, siger Mads Fuglede.
- Der er ingen, som har brugt droner mere end Obama, og de har ikke haft dødslister tidligere. Obama har ført aktive krige i Libyen, Irak og Afghanistan, og man har bekæmpet pirater ved Somalias horn.
- USA har dræbt Osama bin Laden, lige som man har truet Kina med krig, hvis de bare går i land på Senkaku-øerne i Stillehavet. Jeg synes ikke, et billede af Obama som pacifist er et ret godt billede, siger han.
Amerikanske medier spekulerer i, om det kan komme på tale at udruste moderate dele af Syriens opposition med våben til at bekæmpe IS på landjorden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned