Eksperter må igen udskyde søgning efter lig fra MH17
Kampene mellem de prorussiske separatister og den ukrainske hær i det østlige Ukraine er nu så voldsomme, at internationale eksperter endnu engang må opgive deres arbejde på det sted, hvor et passagerfly fra Malaysia Airlines styrtede til jorden.
Det siger den hollandske premierminister, Mark Rutte, til journalister i Haag.
Holdet af eksperter, der består af 70 personer fra Australien, Holland og Malaysia, arbejder på at finde ligdele fra de 298 ofre for den formodede nedskydning.
- Sikkerhedssituationen i det østlige Ukraine og på nedstyrtningsstedet for MH17 er blevet værre dag for dag, siger Rutte.
- Det gør det umuligt for eksperter at gøre deres arbejde, siger han.
MH17 blev efter alt at dømme skudt ned 17. juli. Vesten beskylder de prorussiske separatister for at stå bag forbrydelsen. Af de 298 dræbte var 196 hollandske statsborgere.
Størstedelen af ligene er blevet fundet og fløjet til Holland, hvor retsmedicinere forsøger at identificere dem.
Rusland annekterede i marts den ukrainske halvø Krim. Siden fulgte kampe i flere byer, hvor en stor del af indbyggerne er russisksindede.
Den ukrainske hær har indledt en militæroffensiv i Østukraine for at drive de prorussiske separatister væk fra blandt andet millionbyen Donetsk.
Kampene i området har kostet hundredvis af civile livet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned