De sidste og afgørende kampe om magten i Elfenbenskysten synes mandag aften at være i gang i landets finansielle centrum Abidjan.
FN-soldater med støtte fra franske militære enheder angriber med helikoptere den hårdt pressede præsident Laurent Gbagbos, styrker i byen. FN-soldaterne skyder også mod Gbagbos præsidentpalads, hvor knap 1000 af specialtrænede elitesoldater forsøger at forsvare ham.
Samtidig siger den FN-anerkendte præsident, Alassane Ouattara, at hans militære styrker har indledt et "totalangreb" på Gbagbos styrker for én gang for alle at få fjernet Gbagbo fra magten.
Ouattaras styrker omringede Abidjan i weekenden og begyndte at trænge ind i byen mandag, hvor styrkerne tog kontrol med flere indfaldsveje og andre centrale steder i byen.
Kampene har sendt titusinder af civile på flugt fra deres hjem i Abidjan. Samtidig siger indbyggere, at forsyninger af mad og vand er ved at slippe op. Mandag var der lange køer foran dagligvarebutikker.
En talsmand for den franske regering siger, at målet med aftenens angreb på Gbagbo er at forhindre præsidentens styrker i at ramme civile.
- Indsatsen skal neutralisere Gbagbos våben, så de ikke kan anvendes mod civile, siger en talsmand for de franske regering.
De franske soldater deltager, efter at Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har givet tilladelse til indsatsen, og efter at FNs generalsekretær Ban Ki-moon har anmodet om fransk hjælp.
En talsmand for Gbagbo siger, at FN-styrkernes angreb er en "krigsforbrydelse" og et attentatforsøg mod Gbagbo.
Ouattara vandt præsidentvalget i november og er internationalt anerkendt som landets præsident. Gbagbo nægter at anerkende nederlaget og har nægtet at træde tilbage.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned