En person er dræbt i houthi-angreb mod saudiarabisk lufthavn
12. juni blev 26 civile såret i et missilangreb mod den internationale lufthavn i Abha. Søndag er lufthavnen igen blevet angrebet. (Arkivfoto) Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix
Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix
Houthi-oprørere har igen angrebet den internationale lufthavn i Abha i det sydlige Saudi-Arabien. En er dræbt.
En person er dræbt, og syv andre er såret i et angreb mod en civil lufthavn i Saudi-Arabien søndag.
Det oplyser den saudiskledede militærkoalition i landet.
Ifølge koalitionen står yemenitiske houthi-oprørere bag angrebet.
- Et terrorangreb begået af den iranskstøttede houthi-milits har fundet sted i den internationale lufthavn i Abha, som tusindvis af civile passagerer dagligt passerer igennem, oplyser den internationale koalition i en erklæring.
Det skriver nyhedsbureauet Saudi Press Agency.
- En syrisk statsborger er død, og syv civile er såret, tilføjer koalitionen.
Det oplyses ikke, hvordan angrebet skete, men tidligere i juni har iranskstøttede houthi-oprørere angrebet selv samme lufthavn flere gange med droner og missiler.
12. juni blev 26 civile såret i et missilangreb mod lufthavnen.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har betegnet angrebet for knap to uger siden som en "krigsforbrydelse" og opfordret houthi-oprørerne til straks at indstille sine angreb mod civil infrastruktur i Saudi-Arabien.
Houthierne har intensiveret antallet af drone- og missilangreb mod byer i Saudi-Arabien de seneste måneder. Det sker, mens spændingerne er vokset mellem Iran og arabiske golfstater, der er allieret med USA.
I marts 2015 greb Saudi-Arabien ind i nabolandet Yemen for at støtte præsident Abd Rabbuh Mansur Hadi, der blev tvunget på flugt af houthierne.
Siden den internationale koalition med Saudi-Arabien i spidsen gik ind i konflikten i Yemen for godt fire år siden, er titusindvis af mennesker blevet dræbt.
Borgerkrigen har ifølge FN og hjælpeorganisationer drevet Yemen på kanten af hungersnød.
Konflikten i Yemen ses i virkeligheden som en stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran.
Angreb på olietankere nær Hormuzstrædet har ført til øgede spændinger, og USA og Saudi-Arabien giver den iranske regering skylden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned