En varevogn påkører og dræber ti personer i Canada
Politiet har anholdt en 25-årig mand, der mistænkes for at stå bag påkørslen af adskillige fodgængere i en forstad til Toronto mandag eftermiddag. Foto: Scanpix/Cole Burston
Scanpix/Cole Burston
En påkørsel af fodgængere i Toronto ligner en bevidst handling, siger byens politichef på et pressemøde.
Ti personer er døde, efter at en mand kørte ind i fodgængere i den nordlige del af den canadiske storby Toronto mandag eftermiddag lokal tid.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Ifølge politiet i Toronto er der tilsyneladende tale om en bevidst handling af chaufføren af varevognen.
- Handlingen så helt sikkert bevidst ud, siger politichef i Toronto Mark Saunders på et pressemøde natten til tirsdag dansk tid.
Ralph Goodale, der er minister for national sikkerhed i Canada, siger, at episoden ikke har fået myndighederne til at optrappe sikkerheden på et nationalt niveau.
Chaufføren flygtede fra stedet, men blev senere anholdt. Den mistænkte er en 25-årig mand fra en forstad til Toronto. Han var ikke kendt af politiet før mandagens påkørsel, skriver nyhedsbureauet AFP.
Regeringskilder oplyser ifølge den canadiske tv-station CBC, at den mistænkte ikke har forbindelse til organiserede terrororganisationer.
Ud over de ti dræbte er 15 kommet til skade under påkørslen.
Canadas premierminister, Justin Trudeau, kalder mandagens episode et "tragisk og meningsløst angreb".
Det er et af de blodigste angreb i nyere canadisk historie, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Torontos politichef understreger natten til tirsdag, at efterforskerne stadig arbejder på at klarlægge motivet bag påkørslen.
Flere canadiske politikilder siger ifølge det amerikanske nyhedsmedie NBC, at gerningsmanden muligvis var psykisk syg.
Det er ikke bekræftet fra officielt hold.
CNN citerer vidner for, at chaufføren blev ved med at køre, selv om han ramte flere personer, og folk skreg til ham, at han skulle stoppe bilen.
Varevognen kørte ind i fodgængerne omkring klokken 13.30 lokal tid, hvilket er klokken halv otte om aftenen dansk tid.
Det skete omkring 30 kilometer fra den centrale del af storbyen, hvor de store industrilandes udenrigsministre i G7-gruppen mødtes mandag.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie