Erdogan: Journalistdrab var planlagt af embedsmænd
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan redegør for efterforskning i drabssag I en tale til parlamentet tirsdag.
Foto: Ali Unal/Ritzau Scanpix
Ali Unal/Ritzau Scanpix
Tyrkiets præsident redegør i en tale foran det tyrkiske parlament for efterforskning af drabet på journalist.
Saudiarabiske embedsmænd planlagde drabet på journalisten Jamal Khashoggi flere dage inden hans død, siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i en tale til parlamentet.
Khashoggi forsvandt under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul 2. oktober. Saudi-Arabien benægtede i første omgang, at der var sket ham noget.
Efterfølgende er det blevet forklaret, at journalisten mistede livet under en nævekamp.
Erdogan påpeger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at et hold på 15 saudiarabiske embedsmænd gik ind på konsulatet den dag, drabet fandt sted.
Men dagen inden skal tre personer også med relation til sagen være landet i Istanbul. De tog angiveligt ud og udforskede en skov, der ligger 90 kilometer væk syd for byen.
18 saudiarabiske personer skal være arresteret i Saudi-Arabien.
Inde i konsulatet skal kameraer ifølge den tyrkiske efterforskning være blevet fjernet, siger Erdogan.
En video, hvor Khashoggi går ind på konsulatet, er gået verden rundt. Men den tyrkiske præsident påpeger, at der ikke er nogen video af, at journalisten kommer ud igen.
Præsidenten stiller også fra talerstolen spørgsmålstegn ved, hvordan det kan være, at Khashoggis lig endnu ikke er blevet fundet.
Han understreger, at alle sten skal vendes i efterforskningen af drabet på journalisten.
I talen understreger han, at han ikke stiller sig tilfreds med, at Saudi-Arabien bebrejder nogle af kongedømmets efterretningsagenter for drabet.
Præsidenten opfordrer desuden til, at der bliver etableret en uafhængig undersøgelseskommission, der kan granske tingene.
Den saudiarabiske journalist blev sidst set i live, da han trådte ind på konsulatet i begyndelsen af oktober, hvor han havde en aftale om at hente nogle papirer til sit kommende bryllup.
Samtidig stod hans forlovede udenfor og ventede på ham.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned