Erdogan på topmøde: USA belønner Israels terrorhandlinger
USA''s beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad belønner landets "terrorhandlinger", siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, på et møde med medlemslandene af den islamiske samarbejdsorganisation OIC. Foto: /ritzau/AP/Lefteris Pitarakis
/ritzau/AP/Lefteris Pitarakis
USA kan ikke længere spille en rolle i fredsprocessen i Mellemøsten, siger palæstinensisk leder på OIC-møde.
USA's beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad belønner landets "terrorhandlinger".
Det siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, på et møde med medlemslandene af den islamiske samarbejdsorganisation OIC.
Han argumenterer samtidig for, at verden bør anerkende Østjerusalem som hovedstad i en palæstinensisk stat.
Dermed gentager han den opfordring, som den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, kom med ved åbningen af onsdagens OIC-møde.
Mødet afholdes i Istanbul. Det finder sted, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har besluttet at anerkende hele Jerusalem som Israels hovedstad.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, siger, at USA ikke længere kan spille en rolle i fredsprocessen i Mellemøsten.
I stedet er det FN, som skal overtage styringen med fredsprocessen.
Samtidig vil Abbas forsøge at få FN's Sikkerhedsråd, hvor USA er permanent medlem og har vetoret, til at annullere Trumps beslutning om Jerusalem.
Også Irans præsident, Hassan Rouhani, kritiserer onsdag Trump.
Beslutningen har "gjort det klart, at USA kun er ude på at sikre" zionisternes interesser og "ikke har respekt for palæstinensernes" rettigheder. Det skriver han på Twitter.
Jerusalem rummer helligdomme for både muslimer, kristne og jøder.
Siden 1967 har Østjerusalem været besat af Israel, som i 1980 udråbte den samlede by til sin hovedstad. Det er ikke anerkendt af det internationale samfund.
Trumps melding har fået flere muslimske lande til at protestere.
Det er Tyrkiet, der har inviteret ledere fra OIC - der officielt hedder Den Islamiske Konference Organisation - til møde onsdag.
Her skal de formulere en fælles udtalelse som svar på Trumps beslutning.
OIC tæller 57 muslimske lande. Organisationen var blandt andet aktiv i forbindelse med Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed i 2005.
OIC kritiserede den danske regering for ikke at gribe ind mod Jyllands-Posten. Samtidig kritiserede OIC også angreb på danske ambassader.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned