Et møde er under opsejling mellem Putin og Xi
En kinesisk avis skrev om præsident Xi Jinpings besøg i Moskva i marts. Nu ser det ud til, at præsident Vladimir Putin kommer til Beijing i oktober. Foto: Ichiro Ohara/Ritzau Scanpix
Nyhedsmediet Bloomberg skriver, at Ruslands præsident skal mødes med Kinas leder i oktober.
Et møde i Beijing mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas leder, Xi Jinping, ser ud til at være under opsejling.
Den russiske regering bekræfter tirsdag, at man er ved at forberede et bilateralt møde, og at man vil give flere detaljer på et passende tidspunkt, skriver Reuters.
Medietjenesten Bloomberg skriver, at Putin forbereder sig på et Kina-besøg i oktober.
Det er i forbindelse med et møde om det kinesiske silkevejsprojekt.
Til det svarer Putins talsmand, Dmitrij Peskov:
- En tidsplan for bilaterale russisk-kinesiske kontakter på flere niveauer, herunder på det højeste niveau, er ved at blive koordineret. Vi vil informere jer om særlige begivenheder og deadlines på et passende tidspunkt.
Xi var i marts på besøg hos Putin i Moskva.
Putin var Xi's officielle gæst ved de vinterolympiske lege i Beijing i februar 2022. Det var kun tre uger før Ruslands invasion af Ukraine.
En krig, som Vesten gentagne gange har bedt Kina om at fordømme, men uden held.
Ved mødet i Beijing opfordrede de to ledere til, at Nato stopper med at optage flere medlemmer. Dengang en slet skjult advarsel til USA og Europa om at holde fingrene fra Ukraine.
Begge erklærede, at deres partnerskab er "uden grænser".
Kina har siden fremlagt sin egen fredsplan for Ukraine. Der har været sporadiske møder med både russiske og ukrainske regeringsfolk, men planen har ikke for alvor flyttet noget i konflikten.
Omvendt har Putin flere gange udtrykt sin støtte til Xi og Kina i forhold til øen Taiwan, der i Beijing opfattes som en del af Kina. Xi og Putin advarer USA mod, hvad de kalder forsøg på at blande sig i indre kinesiske anliggender.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned