Etiopiens premierminister går af efter uroligheder
Regeringschef træder tilbage i et forsøg på at lette en reformproces, som har ført til vold og uro.
Etiopiens premierminister, Hailemariam Desalegn, siger torsdag, at han har indgivet sin afskedsbegæring som regeringschef.
Han træder samtidig tilbage som leder af den regerende koalition i et forsøg på at lette en reformproces, som har ført til udbredt vold og uro i landet.
Hundredvis af mennesker er blevet dræbt under sammenstød mellem politi og demonstranter. Urolighederne begyndte oprindelig med protester mod en udviklingsplan for hovedstaden Addis Ababa.
Uroen begyndte at tage til i 2015 og 2016, hvor demonstranter protesterede mod politiske restriktioner og krænkelser af menneskerettighederne.
- Uro og politisk krise har ført til tab af menneskeliv og tvunget mange til at flygte fra deres hjem. Min tilbagetræden har afgørende betydning for gennemførelsen af reformerne, som vil skabe varig fred og demokrati, siger Hailemariam Desalegn.
Hailemariam forbliver fungerende regeringschef, indtil landets parlament har valgt en afløser for ham.
I januar besluttede regeringen omkring Desalegn at frigive 2000 fængslede politiske fanger i et forsøg på at skabe "national forsoning". De var fængslet for at deltage i voldelige protester i den urolige Oromia-region.
Etiopien på Afrikas Horn og de omkringliggende lande har været ramt af uroligheder og vold de seneste tre år. De første protester brød ud i provinsen Oromia, hvor der blev fremsat beskyldninger om, at folk var begyndt at stjæle jord og ejendomme.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned