EU-ambassadør hjemkaldes fra Moskva efter giftangreb
Premierminister Theresa May får på EU-topmødet i Bruxelles opbakning til
den britiske vurdering, at Rusland højst sandsynligt er ansvarlig for giftangrebet 4. marts. Foto: Scanpix/John Thys
Scanpix/John Thys
EU-lederne enige med den britiske regering i, at Rusland højst sandsynligt er ansvarlig for giftangreb.
EU hjemkalder sin ambassadør i Moskva til konsultationer i en måned på grund af giftangrebet i den sydengelske by Salisbury.
Det har stats- og regeringscheferne natten til fredag besluttet på deres topmøde i Bruxelles.
EU-ambassadøren er den 60-årige tyske diplomat, Markus Ederer.
Hjemkaldelsen kommer, efter at EU-lederne på topmødet har erklæret sig enige med briterne i, at Rusland højst sandsynligt er ansvarlig for giftangrebet 4. marts.
Angrebet var rettet mod den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter, Julia. De er begge stadig indlagt i alvorlig tilstand.
- Det Europæiske Råd er enig med den britiske regering i, at det højst sandsynligt er Rusland, der er ansvarlig for Salisbury-angrebet, og at der ikke er nogen anden sandsynlig forklaring, skriver EU-præsident Donald Tusk på Twitter.
I en udtalelse fordømmer EU-toppen i de stærkest mulige vendinger angrebet i den sydengelske by.
- Vi er ubetinget solidariske med Storbritannien i lyset af denne alvorlige udfordring for vores fælles sikkerhed, hedder det.
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, siger, at "der er fuld enighed om, at vi skal gøre noget".
- Nu beslutter vi, at vi hjemkalder EU's ambassadør en måned til konsultation, siger Löfven.
- Desuden kommer udenrigsministrene også til at tale videre, om der er andet, vi kan gøre, siger han.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, har på topmødet orienteret de øvrige EU-ledere om giftangrebet.
Hun er tilfreds med, at de bakker op om, at der ikke findes nogen anden fornuftig forklaring, end at Rusland står bag.
- Den trussel, som Rusland udgør, respekterer ingen grænser, siger Theresa May.
- Det er en trussel mod vores værdier, siger hun.
Adskillige EU-lande diskuterer samtidig en koordineret udvisning af russiske diplomater som svar på giftangrebet i den sydengelske by.
Mindst fem lande - Frankrig, Polen, Estland, Letland og Litauen - overvejer ifølge den britiske avis Financial Times at udvise russere i solidaritet med Storbritannien.
Storbritannien og Rusland har i kølvandet på forgiftningen udvist 23 af hinandens diplomater.
EU-lederne vil på baggrund af giftangrebet styrke deres fælles forsvar mod kemiske, biologiske, radiologiske og atombaserede trusler.
Topmødet beder EU-Kommissionen og EU's udenrigschef, Federica Mogherini, om at lægge en plan for, hvordan det kan ske.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned