EU-dom: Tysk motorvejsafgift diskriminerer andre lande
En tysk vejafgift er diskriminerende, vurderer EU-domstolen. Foto: Benjamin Nolte/Ritzau Scanpix
Benjamin Nolte/Ritzau Scanpix
EU-Domstolen har tirsdag afsagt en dom, der går imod Tyskland. Sagen drejer sig om en motorvejsafgift.
EU-Domstolen fastslår i en dom, at en motorvejsafgift i Tyskland er diskriminerende for de resterende EU-lande.
Det er Østrig, der har anlagt sagen. Tyskernes naboer mener, at det er uretfærdigt, at tyskere får en skatterabat efter at have betalt afgiften, mens udlændinge ikke gør.
- Denne afgift er udtryk for forskelsbehandling, idet den økonomiske byrde i praksis alene påhviler ejere og førere af køretøjer, der er indregistreret i andre medlemsstater, fremgår det af en pressemeddelelse.
I sagen har Danmark stået på Tysklands side, mens Holland har støttet østrigerne.
De retlige rammer med henblik på indførslen blev fastsat i 2015 for køretøjer under 3,5 ton. Køretøjer, der er registreret i Tyskland, betaler afgiften én gang om året.
Samtidig fastsatte Tyskland regler om, at fra det tidspunkt, hvor opkrævningen af infrastrukturafgiften påbegyndes, vil ejere af køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, blive indrømmet en fritagelse for motorkøretøjsafgift.
Det svarer til størrelsen af den infrastrukturafgift, som de har betalt.
Men bilister med udenlandske nummerplader skal også have pungen frem, når de kører over grænsen til Tyskland og rammer en af de pågældende veje.
Priserne afhænger af størrelsen, køretøjstype og varighed. For ti dage koster den billigste 2,5 euro, mens den dyreste løber op i 25 euro.
Det svarer til cirka 185 kroner.
Dommen betyder, at Tyskland enten skal droppe afgiften, der endnu ikke er trådt i kraft, eller ændre modellen.
Med afgørelsen går EU-Domstolen dermed imod anbefalingen fra EU's generaladvokat, der kom med sin indstilling i februar.
Generaladvokaten mener ikke, at en motorvejsafgift i Tyskland er diskriminerende for de resterende EU-lande.
Faktisk skrev generaladvokaten, at Østrigs anklager baseres på en "fundamental misforståelse af konceptet diskrimination".
Generaladvokatens anbefaling er ikke en dom, men EU-Domstolen følger ofte anbefalingen, der fungerer som en slags rådgiver for dommerne.
Afgørelsen vækker glæde hos FDM, bilejernes interesseorganisation, fordi dommen også kan sætte en kæp i hjulet for danske afgiftsplaner, fortæller afdelingschef Torben Lund Kudsk.
- Vi håber, at det får tyskerne til at stoppe. Det vil så også betyde, at vi heller ikke i Danmark vil kunne indføre en motorvejsafgift, som den afgående regering i 2017 ville indføre, når Tyskland fik indført deres.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned