EU efter syrisk tale: Assad må gå af
Syriens præsident, Bashar al-Assad, må træde tilbage for at muliggøre en politisk løsning på borgerkrigen i landet, siger EU's udenrigspolitiske chef i en erklæring.
I en reaktion på en sjælden tale fra den syriske leder, hvor han søndag har foreslået en række tiltag såsom en ny forfatning og ny regering i Syrien, men afvist forhandlinger med oppositionen, tager EU nok engang afstand fra Assad.
- Vi vil nøje undersøge, hvorvidt der er noget nyt i talen, men vi fastholder, at Assad må gå af og muliggøre en politisk overgangsperiode, siger en talsmand for EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.
I London siger den britiske udenrigsminister, William Hague, at Syriens præsident er "hyklerisk."
- Assads tale er mere end hyklerisk. Drabene, volden og undertrykkelsen i Syrien står han selv bag. Tomme løfter om reformer narrer ingen, skriver Hague på Twitter.
Den tyrkiske udenrigsminister tager også afstand den syriske præsident og kalder i en erklæring Assads tale for "en gentagelse af tomme løfter."
- Assad har ikke længere nogen repræsentativ autoritet over den syriske befolkning. Hans ord har mistet evne til at overbevise, siger den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu.
De 27 EU-lande krævede første gang Assads tilbagetræden i august 2011, få måneder efter opstanden mod hans regime var begyndt.
Ashton sagde dengang, at EU havde noteret sig "Assads fuldstændige tab af legitimitet i den syriske befolknings øjne", og at hans afgang var nødvendig.
EU har indført 19 runder af sanktioner mod Damaskus-regimet siden marts 2011. 54 selskaber og 181 personer, deraf flere fra Assads indercirkel, er blacklistet i EU.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie