EU fremrykker mulig godkendelse af ny coronavaccine
EU fremrykker en mulig godkendelse af vaccinen fra det amerikanske biotekselskab Moderna til 6. januar. Den oprindelige dato for en mulig godkendelse var 12. januar. Foto: Joel Saget/Ritzau Scanpix
Joel Saget/Ritzau Scanpix
Modernas coronavaccine kan nu få grønt lys fra Det Europæiske Lægemiddelagentur 6. januar.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) fremrykker mulig godkendelse af Modernas coronavaccine.
Godkendelsen kan nu komme allerede 6. januar i stedet for 12. januar, som var den oprindelige dato for en mulig godkendelse.
Det oplyser EMA i en pressemeddelelse.
- Vi har været i stand til at fremrykke tidsplanen for evalueringen af covid-19-vaccinen på grund af den utrolige indsats fra alle involverede i disse vurderinger, siger EMA's direktør Emer Cooke.
Torsdag aften ventes Moderna-vaccinen at få en såkaldt nødgodkendelse i USA af landets lægemiddelstyrelse, FDA.
Det kom frem tirsdag, hvor dokumenter om vaccinen blev offentliggjort.
Moderna-vaccinen har ifølge dokumenterne en effektivitet på 94,1 procent.
Den beskytter yngre mennesker lidt bedre end ældre. For testpersoner under 65 år er effektiviteten 95,6 procent, mens den er 86,4 procent blandt personer på 65 år og opefter.
I de forsøg, der er gennemført med 30.400 frivillige, blev i alt 196 mennesker syge med covid-19. Af dem havde 11 fået vaccinen, mens 185 havde fået placebo.
Godkendes vaccinen af EMA vil det formentlig blive den anden coronavaccine, som EU-borgere vil kunne få.
Vaccinen, der er lavet af Pfizer og Biontech, forventes at blive den første til at få grønt lys i EU.
EMA tager stilling til vaccinen mandag den 21. december og vaccinen forventes godkendt få dage efter
Sker det vil alle EU-lande kunne begynde at vaccinere borgere mod corona den 27. december. Det bekræftede EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, tidligere torsdag.
I modsætning til pfizer-vaccinen, som skal opbevares ved minus 70 grader, kan Moderna-vaccinen klare sig med minus 20 grader.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned