EU godkender milliardbeløb til grøn omstilling i Danmark
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger tirsdag, at Danmark er førende i den grønne omstilling. Midler fra EU vil hjælpe Danmark med at holde fast i forspringet, siger hun. Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Over to milliarder kroner fra EU skal gå til blandt andet forskning og grøn omstilling af det danske landbrug.
EU-Kommissionen har tirsdag godkendt en udbetaling på 301 millioner euro til Danmark.
Det svarer til lidt over 2,2 milliarder kroner, som er øremærket klimatiltag samt investeringer i den digitale omstilling.
Pengene kommer fra EU's genopretningsfond, og der er tale om den første af flere udbetalinger til Danmark.
Genopretningsfonden blev oprettet under coronapandemien. Den har til formål at afbøde de negative konsekvenser, pandemien havde på EU-landenes økonomier. Det skal ske gennem investeringer i den grønne omstilling.
I Danmark er det blandt andet udtagning af lavbundsjorde i landbruget og tilskud til energirenovering af offentlige bygninger, som EU-pengene går til.
Der bruges også midler til forskning i grønne brændstoffer.
Danmark står i alt til at modtage lidt over 10,5 milliarder kroner fra fonden. Ud af dem fik Danmark i 2021 en forudbetaling på knap halvanden milliard kroner.
I december søgte regeringen for første gang om en egentlig udbetaling, og den giver EU-Kommissionen altså nu grønt lys til.
I en kort video på det sociale medie Twitter ønsker kommissionsformand Ursula von der Leyen Danmark tillykke. Hun roser samtidig den danske klimaindsats.
- I vores øjne har Danmark gjort fine fremskridt i udrulningen af sin genopretningsplan, siger hun og nævner blandt andet tiltag for grønnere transport og en grøn skattereform.
- Danmark er allerede førende i den grønne omstilling. Det her vil hjælpe Danmark med at holde fast i sit forspring, siger Ursula von der Leyen.
De 2,2 milliarder kroner ventes at blive udbetalt i slutningen af april eller begyndelsen af maj.
Inden da skal de resterende EU-lande sige god for kommissionens vurdering.
Pengene til Danmark er blot en lille del af genopretningsfondens midler, som er på over 5000 milliarder danske kroner.
Lidt under halvdelen gives som tilskud til landene, mens resten kan udbetales som lån. Det sidste har Danmark valgt ikke at benytte sig af.
Hele fonden finansieres af fælles lån, som EU-Kommissionen optager på vegne af medlemslandene.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie