EU hiver Polen i retten for omstridt udskiftning af dommere
Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), der sidder på magten i Polen, har iværksat reform af højesteret, fordi partiet mener, at dommere er korrupte. EU-Kommissionen mener, at reformen er i strid med retsstatens regler, og sagen er indbragt for EU-Domstolen. Foto: Kacper Pempel/Reuters
Kacper Pempel/Reuters
Reform i Polen krænker domstolenes uafhængighed, mener EU-Kommissionen, som går til domstol.
EU-Kommissionen indbringer en sag om Polens omstridte retsreformer til EU-Domstolen. Det meddeler kommissionen mandag.
En reform af Polens højesteret er ifølge kommissionen i strid med princippet om domstolenes uafhængighed.
Polen har med en lov, der trådte i kraft 3. april 2018, sænket pensionsalderen for højesteretsdommere fra 70 år til 65 år.
Dermed sker en betydelig udskiftning af dommerstanden. 27 af domstolens 72 dommere vil ifølge kommissionen være omfattet af tvangspensioneringen.
Loven giver mulighed for at søge om dispensation til yderligere tre års virke. Men den skal gives af landets præsident. Bekymringen går på, at landets politikere blander sig i domstolens virke.
EU-Kommissionen har krævet en hurtig sagsbehandling ved EU-Domstolen i Luxembourg.
Og kommissionen beder domstolen om midlertidigt at tvinge Polen til at genindføre tilstanden, fra før retsreformen trådte i kraft.
Indtil videre er 21 dommere tvunget på pension.
Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), der sidder på magten i Polen, har igangsat reformen under løfter om at rense retten for korrupte dommere.
Oppositionen i Polen siger, at der er tale om en politisk udrensning, der har som mål at fjerne dommere, man ikke bryder sig om.
EU-Kommissionen sendte i begyndelsen af juli et brev til Polen. Men svaret fra den polske regering er ifølge kommissionen ikke tilfredsstillende.
En lang række EU-lande har udtrykt opbakning til, at Polen må rette ind.
Polens europaminister forsikrede i forbindelse med et møde for europa- og udenrigsministre i sidste uge om, at Polen naturligvis vil respektere EU-Domstolens afgørelse.
Kommissionen mener, at retsreformen er i strid med EU-traktatens artikel 19 og unionens charter om grundlæggende værdier ved at krænke domstolenes uafhængighed - herunder det at fjerne dommere.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie