EU offentliggør ny sanktionspakke mod Rusland

Der er næsten ingen kunder i forretningscenteret Jewropejski i Moskva. Mange butikker er lukket efter den russiske invasion af Ukraine - officielt af "tekniske grunde". Foto: Ulf Mauder/Ritzau Scanpix

Den niende sanktionspakke fra EU medfører nye restriktioner mod teknologi, kemikalier og radioudstyr.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU har fredag offentliggjort detaljerne i en niende sanktionspakke mod Rusland.

Sanktionerne er rettet mod Rusland og landets regering som reaktion på Ruslands fortsatte aggressionskrig mod Ukraine og den igangværende optrapning af krig mod civile og civil infrastruktur.

Sanktionerne medfører nye restriktioner mod teknologi, kemikalier, radioudstyr og elektroniske komponenter. Det meddeler EU-Kommissionen.

Dertil kommer nye eksportforbud. Det rammer blandt andet produkter til fly- og rumfartsindustri - heriblandt droner.

Dette forbud betyder, at også lande, der kan forsyne russerne med teknologi til droner, bliver ramt af sanktioner på dette område.

Desuden rammes Ruslands banksektor af nye sanktioner.

Sendetilladelser til russiske tv-stationer, som har udsendt desinformation og propaganda om krigen i Ukraine, bliver trukket tilbage.

Også konsulentvirksomheder samt energi- og minesektoren bliver ramt.

I alt 168 organisationer kommer på listen over aktører, der hjælper den russiske våbenindustri.

Dermed er der nu kommet over 400 på sanktionslisten, som også indebærer et prisloft på russisk olie.

- Efter at have brugt mad og sult gør den russiske præsident, Vladimir Putin, nu vinteren til et våben ved bevidst at berøve ukrainerne adgang til vand, strøm og varme, siger EU's udenrigschef Josep Borrell.

Beslutningen om den niende sanktionspakke mod Rusland blev truffet på et møde for EU-landenes ambassadører.

De var samlet, mens EU-landenes stats- og regeringsledere torsdag holdt topmøde i Bruxelles.

EU-landenes ledere blev desuden enige om den økonomiske støtte til Ukraine i 2023.

Her vil landene afsætte 18 milliarder euro. Det svarer til mere end 130 milliarder kroner til det krigshærgede land.

Pengene skal gå til at hjælpe den ukrainske regering med at kunne betale løn og pension til offentligt ansatte og tilbyde offentlig service til borgerne trods krigen.

/ritzau/Reuters