EU og USA vil have retningslinjer for kunstig intelligens
USA's udenrigsminister, Antony Blinken (t.v.), og EU-Kommissionens næstformand Margrethe Vestager mødtes onsdag i handels- og teknologirådet Trade and Technology Council (TTC) for blandt andet at tale om de udfordringer, udbredelsen af kunstig intelligens bringer med sig. Foto: Jonas Ekstromer/Ritzau Scanpix
Om få uger vil der være et udkast klar til etiske retningslinjer for kunstig intelligens, siger Vestager.
EU og USA vil inden for de kommende uger udarbejde et udkast til etiske retningslinjer for kunstig intelligens.
Det siger EU-Kommissionens næstformand Margrethe Vestager efter et møde med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, i Luleå i Sverige onsdag.
En endelig tekst, som firmaer og stater kan tilslutte sig, ventes klar "meget, meget snart", siger Vestager ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Hun betegner kunstig intelligens som "en total gamechanger".
- Alle ved, at det her er den næste kraftfulde ting. Så inden for de næste uger vil vi komme med et udkast til etiske retningslinjer for kunstig intelligens, siger Vestager.
Blinken siger, at regeringer føler et "presserende behov" for at handle, efterhånden som den nye teknologi bliver mere udbredt.
Det vil være frivilligt, om stater og virksomheder vil tilslutte sig de kommende retningslinjer.
EU er på vej med et lovforslag, der opstiller regler for ansigtsgenkendelse og biometrisk overvågning. Men det er stadig under behandling.
- I bedste fald vil det træde i kraft om to og et halvt til tre års tid. Det er tydeligvis for sent, siger Vestager ifølge Reuters.
- Vi bliver nødt til at gøre noget nu.
De to repræsentanter for EU og USA talte sammen under et møde i Trade and Technology Council (TTC), der fandt sted i Luleå i det nordlige Sverige onsdag.
Blinken siger på et pressemøde, at han forventer, at TTC har en vigtig rolle at spille i forhold til at sikre etiske retningslinjer på området, skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned