EU-Parlamentet får ny næstformand efter korruptionssag
Luxembourgs Marc Angel fra den socialdemokratiske gruppe blev onsdag valgt til ny næstformand i EU-Parlamentet. Han afløser den græske socialdemokrat Eva Kaili, der blevet varetægtsfængslet og sigtet for korruption. Foto: Frederick Florin/Ritzau Scanpix
EU-Parlamentet har valgt en ny næstformand i stedet for korruptionssigtede Eva Kaili.
Den 59-årige Marc Angel fra den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet er onsdag blevet valgt som ny næstformand for parlamentet.
Afstemningen blev holdt som følge af en korruptionssag, der førte til varetægtsfængslingen af den tidligere næstformand i EU-Parlamentet Eva Kaili.
Marc Angel stammer fra Luxembourg og er kendt for at kæmpe imod korruption.
Det fortæller Niels Fuglsang, der er medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet. Niels Fuglsang er dermed en del af den samme politiske gruppe i EU-Parlamentet som Marc Angel.
- Han har været klar i mælet, og han har ikke bijobs eller andre indtægtskilder end parlamentet. Det er der masser, der har. Men det har han ikke, og det er vigtigt for, at man kan blive valgt, siger Niels Fuglsang.
Han henviser dermed til, at det ikke er ualmindeligt for medlemmer af EU-Parlamentet at tjene penge på bijob og andet arbejde uden for parlamentet. Det kan være helt legitimt, men det kan også skabe interessekonflikter i forhold til det politiske arbejde.
Niels Fuglsang betegner generelt Marc Angel som en "sympatisk", "troværdig" og "ærlig" politiker på baggrund af arbejdet i parlamentet.
- Han er stået meget for det værdipolitiske arbejde omkring LGBT-rettigheder. Han er selv homoseksuel og har markeret sig i den debat. Blandt andet over for Ungarn og andre lande, der har undertrykt LGBT-rettigheder, siger Niels Fuglsang.
Ved afstemningen fik Marc Angel i anden runde 307 stemmer, hvilket var et absolut flertal og dermed nok til at sikre posten.
På andenpladsen kom Annalisa Tardino fra Identitet og Demokrati-gruppen med 185 stemmer. Fra de grønne fik franske Gwendoline Delbos-Corfield 98 stemmer.
Ud over at vælge ny næstformand er EU-Parlamentet på vej til ophæve immuniteten for yderligere to medlemmer af parlamentet efter ønske fra belgisk politi. Det spørgsmål blev dog ikke afgjort ved afstemningen onsdag.
De to menes at være involveret i korruptionsskandalen. Den tog for alvor fart, da 44-årige Kaili blev anholdt. Det skete, efter en ransagning hvor belgisk politi fandt 1,5 millioner euro i kontanter i hendes hjem.
Ifølge Kailis advokat vidste hun ikke, at pengene befandt sig i hendes hjem. Hun nægter sig skyldig.
Eva Kaili og to andre personer er siden blevet varetægtsfængslet og anklaget for korruption og hvidvask i forbindelse med betalinger fra Qatar og Marokko.
Den græske socialdemokrat Eva Kaili var ligesom Marc Angel og Niels Fuglsang medlem af den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet.
/ritzau/
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik