EU-Parlamentet vil knuse russiske trolde med stærkt forsvar
Jeppe Kofod og resten af EU-Parlamentet opfordrer til, at der bliver gjort mere for at værne sig mod misinformation fra eksempelvis Rusland. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Europaparlamentarikere vil have styrket EU's enhed, der bekæmper propaganda og falske nyheder.
Internettets troldehær opruster, og derfor skal EU-landene være på vagt.
Det mener EU-Parlamentet, der er bekymret for deling af misinformation og propaganda fra især Rusland, men også Iran, Kina og Nordkorea, på internettet.
Parlamentet opfordrer EU til, at det ydre skjold mod internettets "trolde" bliver forbedret.
- Det her handler om vores frie ret til at stemme og have et demokrati, hvor andre lande ikke bestemmer, hvordan vi skal udøve vores demokratiske ret, siger europaparlamentariker Jeppe Kofod (S).
Parlamentet mener eksempelvis, at EU's særlige enhed, der bekæmper propaganda og falske nyheder, East StratCom, bør forstærkes.
Enheden har flere gange afsløret falske nyheder fra Rusland om Danmark.
Én af de falske historier handler om, at man i Danmark kan have sex med dyr på et bordel.
Sidste år blev det afsløret, at russiske myndigheder har brugt Twitter til at påvirke den politiske debat i USA om vaccinationer.
Man opdagede, at mange debatindlæg kom fra russiske adresser.
Ifølge CNN fandt man såkaldte "trolde-konti" med forbindelser til firmaet Internet Research Agency.
Det ligger i Sankt Petersborg i Rusland og menes at blive brugt af Ruslands regering til at fremme russiske interesser via påvirkning på internettet.
Der har også været forlydender om russisk indblanding i Storbritanniens folkeafstemning om EU i 2016 og i det amerikanske præsidentvalg samme år.
Forsvarets Efterretningstjeneste har også advaret om, at Rusland vil forsøge at blande sig i folketingsvalget senere i år.
Fra EU-Parlamentets side opfordrer man også de sociale medier til at tage affære.
- De har et kæmpe ansvar for at afsløre de her profiler, og når der er decideret fake news, skal de klarlægge, hvem der står bag, lyder det fra Jeppe Kofod.
Valget til EU-Parlamentet finder sted over flere dage fra 23. maj til 26. maj. Folketingsvalget skal senest afholdes 17. juni.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned