EU vil hverken klandre Frankrig eller Italien for at have handlet i strid med Schengen-reglerne, da de to nabolande i april kom i totterne på hinanden grundet den store flygtningestrøm fra Nordafrika.
Det meddeler EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström, i en pressemeddelelse.
- Set ud fra et formelt synspunkt har handlinger foretaget af italienske og franske myndigheder været i overensstemmelse med EU-lovgivningen, lyder det fra den svenske EU-kommissær, der dermed lægger låg på konflikten.
Grænsestriden opstod, fordi Italien i foråret valgte at give seks måneders midlertidig opholdstilladelse til over 20.000 tunesere, som oven på optøjerne i deres hjemland var flygtet til den italienske ø Lampedusa.
Den italienske gavmildhed med opholdstilladelser faldt dog langt fra i god jord hos de franske naboer.
Italiens udstedelse af de mange opholdsbeviser betød nemlig, at de mange tunesere frit kunne rejse over grænsen til ethvert andet EU-land - heriblandt til tunesernes ønskedestination, Frankrig.
Frankrig tog derfor sagen i egen hånd. De franske myndigheder forbød på en søndag i april et italiensk tog med cirka 300 tunesere at passere grænsen til Frankrig ved den lille kystby Ventimiglia.
EU-Kommissionen har brugt mere end tre måneder på at konkludere, hvorvidt landenes handlinger var i strid med Schengen-reglerne.
Selvom kommissionen nu er kommet frem til, at ingen af de to lande har gjort noget ulovligt, så lyder der alligevel en opsang fra den svenske EU-kommissær.
- Jeg beklager, at ånden i Schengen-reglerne ikke er blevet fuldt ud respekteret, lyder det fra Cecilia Malmström, der disse dage har nok at se til med at udrede grænsestride.
I Danmark ventes der stadig på mere nyt om EU-Kommissionens holdning til den omstridte danske grænsekontrol.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned