EU tilbageholder somalisk nødhjælp efter anklager om tyveri
Somaliske kvinder på et ammecenter nær byen Baidoa. EU sætter udbetalingerne af nødhjælp til Somalia på pause efter anklager om tyveri og misbrug. (Arkivfoto). Foto: Feisal Omar/Reuters
Forlydender om, at somalisk nødhjælp bliver stjålet og misbrugt, får nu EU til at suspendere udbetalingerne.
EU har sat udbetalinger af nødhjælp til Somalia på pause.
Det sker, efter at en FN-rapport har afdækket udbredt misbrug og tyveri af midler, der egentlig skulle afhjælpe alvorlig hungersnød.
Det bekræfter en talsperson for EU-Kommissionen tirsdag aften.
Talspersonen siger dog, at betalingerne kan genoptages, hvis der er tegn på, at problemerne bliver løst.
- I lyset af de problemer, som er blevet italesat af rapporten, har Kommissionen været nødt til at tage sig nogle forbehold for at sikre EU-midler. Derfor er fremtidige betalinger midlertidigt sat på pause, indtil der foreligger forklaringer og garantier i forhold til at få løst de identificerede problemer, siger talsmanden, Balazs Ujvari.
Rapporten fra FN har afdækket udbredt misbrug af EU-midlerne.
Både landejere, lokale myndigheder, ansatte i forsvaret og nødhjælpere var involveret i at stjæle af pengene.
Mængden af nødhjælp til Somalia blev sidste år hævet, efter at store nødhjælpsorganisationer havde advaret om, at Afrikas Horn kunne stå over for den værste tørke i årtier og ekstrem hungersnød.
Forskere vurderer, at op mod 43.000 døde som resultat af tørken sidste år.
FN's samlede budget for Somalia er godt en halv milliard kroner, hvoraf knap 75 millioner kroner går til fødevareprogrammet, WFP.
Til sammenligning gav USA mere end en milliard dollar - knap syv milliarder kroner - i nødhjælp til Somalia sidste år.
En talsmand for USA's Styrelse for Global Udvikling (Usaid) siger - på betingelse af at vedkommende kan forblive anonym - at der ikke er nogen planer om at afbryde hjælpen til Somalia.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned