EU vil bruge data til at effektivisere toldkontrol
EU-kommissær for økonomi, Paolo Gentiloni, forventer, at EU's medlemslande vil kunne spare 15 milliarder kroner årligt på et fælles it-system til toldkontrol (Arkivfoto). Foto: Yves Herman/Reuters
På sigt vil medlemslandene kunne spare 15 milliarder på fælles it-systemer til told, håber EU-kommissær.
Bøvlede toldprocedure skal erstattes af digitalisering. Det er målet med et udspil fra EU-Kommissionen til reform af EU's toldunion.
Det siger EU-kommissær for økonomi Paolo Gentiloni på et pressemøde i Bruxelles onsdag.
- Reformen vil give en massiv simplificering af told for virksomheder. Forslaget giver virksomheder mulighed for at lægge deres data ind i et fælles it-system for EU, siger Paolo Gentiloni.
Håbet fra EU-Kommissionen er, at virksomheder - og forbrugere - dermed vil få lettere og hurtigere toldkontrol. Det vil samtidig lette presset på toldmyndighederne, der har travlt med både at tjekke for forbudte og farlige importvarer og for de mange køb, der nu foretages online over grænserne.
Forventningen fra EU-Kommissionen er, at EU-landene med tiden samlet vil spare 15 milliarder kroner på, at EU's nye fælles it-struktur erstatter medlemslandenes it-infrastruktur på toldområdet. Store it-systemer er dog notorisk svære at få på plads.
- Det bliver ikke let. Derfor går vi gradvist frem, siger Paolo Gentiloni.
Det fælles EU-datasystem skal efter planen åbnes for e-handel i 2028. Derefter på frivillig basis for andre importører i 2032.
Det fælles datasystem vil derefter blive obligatorisk fra 2038, hvis EU-Kommissionen kan få opbakning til reformen. Den skal nu diskuteres med EU-landene og EU-Parlamentet.
Dansk Industri (DI) vurderer, at forslaget vil kunne lette danske virksomheders "bøvl og byrder" og effektivisere kontrollen. Det siger seniorchefkonsulent i DI Global handel og Investeringer Peter Bay Kirkegaard i en skriftlig kommentar.
- Den ny kontrol skal forhindre, at varer, der ikke overholder EU's produktionsstandarder, eksempelvis på kemiområdet, finder vej til EU's indre marked. Det vil være godt for for forbrugerne og virksomhederne, siger Peter Bay Kirkegaard.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned