EU vil fylde brexit-huller med penge til naturkatastrofer
Den britiske premierminister, Boris Johnson, har sat kursen mod et farvel til EU uden en udtrædelsesaftale 31. oktober. Det får økonomiske følger også i EU-lande, og de skal ifølge et forslag fra EU-Kommissionen opvejes af penge til medlemslandene fra en fond, der var øremærket naturkatastrofer. Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Milliarder fra en naturkatastrofefond kan gå til virksomheder, der rammes af brexit, foreslår EU-Kommissionen.
De EU-lande, der rammes hårdest af Storbritanniens ventede skilsmisse med EU, hvis denne sker uden en aftale, skal kunne hente støtte fra EU.
Og langt hovedparten af pengene skal findes i en solidaritetsfond, hvis mål er at udbedre skader forvoldt af naturkatastrofer i et medlemsland.
Det fremgår af det sjette af EU-Kommissionens planlagte initiativer til forberedelse af et papirløst brexit.
EU vil frigøre 600 millioner euro fra solidaritetsfonden. Dertil kommer yderligere 180 millioner euro fra en globaliseringsfond. Det samlede beløb er altså 780 millioner euro. Det svarer til 5,8 milliarder kroner.
Pengene skal "stå til rådighed for de virksomheder, arbejdstagere og medlemsstater, der rammes hårdest som følge af brexit uden en aftale".
Forslaget skal godkendes af både Europa-Parlamentet og EU-landene, før det kan blive aktuelt.
Irland ventes at blive langt hårdest ramt af et brexit uden en aftale.
Danmark vil sammen med en håndfuld andre lande også mærke betydelige følger på grund af tætte handelsbånd til briterne.
Risikoen for et papirløst brexit synes øget, efter at Boris Johnson i sommer overtog posten som britisk premierminister.
Han har slået fast, at han meget gerne ser en aftale med EU. Men det kræver, at EU-landene sløjer en for ham uacceptabel del af udtrædelsesaftalen, som forgængeren Theresa May godkendte i november 2018. Det har EU afvist.
Ellers er Johnson helt parat til at forlade EU uden en aftale 31. oktober, som er den aktuelle exit-dato, hvis ikke parterne beslutter andet inden. Om Johnson formår at holde den linje, afhænger af opbakning i parlamentet.
I EU-Kommissionens pakke til forberedelse af et papirløst brexit er også en detaljeret tjekliste til virksomheder, der handler med briterne. Det er en hjælp til at afbøde handelsforstyrrelser.
Kommissionen foreslår desuden at videreføre beredskabsplaner fra 2019 i fiskerisektoren. Man foreslår også, at briterne deltager i EU's budget for 2020.
Det betyder, at Storbritannien fortsat kan modtage penge fra EU-programmer i 2020, hvis kongeriget ønsker det - med tilhørende forpligtelser.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned