Det er beskeden fra EU-Kommissionen, der onsdag præsenterer et forslag til nye regler, der skal sikre sunde og solide banker overalt i EU's 27 lande, og er en del af kommissionens planer om en decideret bankunion.
Forslaget kommer samtidig med, at spanske bankers vaklende tilstand vækker bekymring i EU. Spanierne taler åbent om, at de kan få brug for en økonomisk indsprøjtning udefra, hvis deres banksystem skal reddes.
Ifølge kommissionen vil de nye regler betyde, at nationale myndigheder i fremtiden vil være rustet til at gribe "beslutsomt" ind, før der opstår problemer, eller i det mindste tidligt i forløbet.
De mere end 8000 banker i EU vil for eksempel tvinges til at lave såkaldte genopretningsplaner. Her skal bankerne beskrive, hvordan de vil klare skærene, hvis deres økonomi skranter.
Først og fremmest skal reglerne altså forebygge nye bankkrak. Skulle banker alligevel komme i uføre, indføres der en mekanisme, hvor nationale tilsynsmyndigheder får mulighed for blandt andet at udpege en midlertidig bankadministrator.
Det tredje skridt er kun aktuelt, hvis banker er så usunde, at de skal afvikles. Her vil forslaget sikre, at bankernes mest kritiske funktioner kan reddes, og endelig at det er bankerne og aktionærerne selv, der kommer til at betale for gildet - ikke skatteyderne.
- Banker og aktionærer bør tage ansvaret på egne skuldre. Banker bør betale for banker. Skatteydere skal ikke betale for banker, siger kommissær for det indre marked Michel Barnier.
- Vi forsøger at bryde forbindelsen mellem bankkrak og tilskud fra offentlige pengekasser, siger Barnier.
Bliver forslaget til virkelighed, vil bankerne tvinges til årligt at indbetale penge til afviklingsfonde. Her vil nødlidende banker kunne få stillet lån og garantier.
Ifølge kommissionen har man fra oktober 2008 til oktober 2011 godkendt statsstøtte til finansielle institutioner for et beløb på 4,5 billioner euro.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned