Europas ledere giver Kroatien ja til EU

EU's 27 medlemslande åbner nu i fællesskab døren for, at Kroatien skal være EU's medlemsland nummer 28.

På et topmøde i Bruxelles har Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, samt resten af deres europæiske kolleger givet tilsagn til, at forhandlingerne om Kroatiens tiltrædelse i EU kan blive afsluttet inden udgangen af juni.

Dermed bliver Kroatien - hvis alt går efter planen - det nye medlem af EU-flokken i 2013.

- Dette er et historisk øjeblik, siger den kroatiske premierminister, Jadranka Kosor, til nyhedsbureauet AFP.

Hun indrømmer, at det ikke har været lette forhandlinger set i lyset af eurokrisen og den faldende støtte til at udvide EU. Forhandlingerne mellem EU og Kroatien har stået på i seks år.

- Vi holdt ud og kan tjene som en model for andre sydøstlige europæiske nationer, som søger medlemskab, siger den kroatiske premierminister.

De samme toner kommer fra EU's præsident, Herman Van Rompuy.

- Denne fremtidige tiltrædelse giver nyt momentum til de europæiske lande på Vestbalkan, siger Van Rompuy.

Også den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), glæder sig over, at der nu er ved at blive lagt sidste hånd på Kroatiens optagelsesproces.

- Der er nu sendt et signal om, at de (optagelsesforhandlingerne) bør afsluttes hurtigt. Kroatien er nået langt på kort tid, og det skal der kvitteres for, siger Løkke.

Nogle medlemslande har været bange for, at Kroatien ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at bekæmpe korruption og indføre reformer i landets retsvæsen.

Derfor er det også blevet besluttet, at Kroatien vil blive overvåget af EU frem mod indtrædelsen 1. juli 2013, så landet ikke risikerer at stå i stampe, men fortsætter med at vise fremskridt.

/ritzau/

Kroatien er klar til EU, mener EU-lederne, der er klar til at byde det nye medlem velkommen i flokken.

Offentliggjort Sidst opdateret