EU's finansministre enige om billionstor corona-hjælpepakke
EU's finansministre er enige om et stærkt svar på de økonomiske udfordringer fra coronakrisen, siger Wammen.
EU's finansministre er sent torsdag nået til enighed om en skitse for en stor europæisk milliardpakke, der skal hjælpe europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser, som er kommet i klemme i coronakrisen.
Udspillet skal nu sendes til EU's regeringschefer.
Det meddeler Finansministeriet i en pressemeddelelse.
- Europa har vist sig fra sin bedste side i dag. Finansministerkollegerne fra de andre EU-lande og jeg er blevet enige om et stærkt svar på de økonomiske udfordringer fra coronakrisen, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.
Pakken vil give adgang til lån fra EU-landenes fælles krisefond, Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, for i alt to procent af landenes bruttonationalprodukt "på visse betingelser", fremgår det.
Den skal være klar i løbet af to uger, siger formanden for eurogruppen, der omfatter ministrene, som har fået aftalen på plads, Portugals finansminister, Mário Centeno.
- Denne nødplan vil beskytte vores økonomi og samfundsstruktur, imens vi dykker ned i recession, siger Mário Centeno ifølge Reuters sent torsdag aften.
Et af hovedelementerne er en ny garantifond under Den Europæiske Investeringsbank. Denne fond skal understøtte finansiering til især små- og mellemstore virksomheder for omkring 1500 milliarder kroner, fremgår det af Finansministeriets meddelelse.
I alt indeholder hjælpepakken tiltag for flere billioner kroner, altså flere tusind milliarder kroner.
Det bliver også muligt for medlemslandene at bruge samlet cirka 275 milliarder kroner på Covid-19 tiltag, ligesom der er afsat cirka 20 milliarder kroner på EU's budget i 2020 til blandt andet transport og opkøb af medicinsk udstyr, felthospitaler og ekstra sundhedspersonale i forbindelse med coronakrisen.
- De fælles svar på krisen går hånd i hånd med de omfattende nationale tiltag, som gennemføres i alle EU-lande. Vores pakke går nu videre til EU's regeringschefer, udtaler Nicolai Wammen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned