Fængslet borgmester bliver tyrkisk præsidentkandidat
Ekrem Imamoglu har været borgmester i Istanbul siden 2019. (Arkivfoto). Foto: Yasin Akgul/Ritzau Scanpix
En domstol varetægtsfængslede søndag Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, som er sigtet i korruptionssag.
Den fængslede borgmester i Istanbul, Ekrem Imamoglu, er mandag formelt udpeget som den tyrkiske oppositions præsidentkandidat.
Det oplyser en talsmand for hans parti ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ekrem Imamoglu repræsenterer Det Republikanske Parti (CHP), som søndag afholdt primærvalg.
Her skulle medlemmerne stemme om, hvem der skal være partiets præsidentkandidat. Imamoglu var det eneste navn på stemmesedlen.
Borgmesteren i Istanbul blev anholdt onsdag, og søndag varetægtsfængslede en domstol ham.
Han er mistænkt i en sag om korruption samt i en terrorsag. Fængslingen er sket på baggrund af korruptionsmistanken.
Imamoglus støtter mener, at sagerne er politisk motiverede, og anholdelsen af ham har de seneste dage fået tusindvis til at demonstrere i både Istanbul og andre tyrkiske byer.
Som oppositionens præsidentkandidat stiller han op mod Recep Tayyip Erdogan, der er Tyrkiets nuværende præsident.
Erdogan har siddet på magten i landet i 22 år - først som premierminister og derefter som præsident.
Imamoglu opholder sig nu i Silivri-fængslet i udkanten af Istanbul.
- Dette er ikke en retlig procedure, det er en (politisk, red.) henrettelse uden rettergang, skrev han søndag i et opslag på det sociale medie X via sine advokater.
Ekrem Imamoglu har været borgmester i Istanbul siden 2019. Han blev genvalgt ved borgmestervalget i 2024.
Primærvalget i Det Republikanske Parti blev afholdt i 81 byer. Afstemningen var åben for alle - og ikke kun partiets medlemmer.
Partiet er socialdemokratisk og blev grundlagt i 1923 af Tyrkiets grundlægger og første præsident, Kemal Atatürk.
Der er ikke planlagt præsidentvalg i Tyrkiet før i 2028. Men hvis Erdogan skal kunne stille op, skal der ifølge valgreglerne udskrives valg tidligere, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned