FAKTA: Det ved vi om kaotiske timer i Sydkorea

Hundredvis af demonstranter samledes tirsdag i Sydkorea for at vise deres utilfreds over, at landets præsident havde erklæret undtagelsestilstand. Der er blevet meldt om sammenstød mellem demonstranter og politi. Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix

Tirsdag indførte Sydkoreas præsident militær undtagelsestilstand i landet. Det er ikke sket siden 1980.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, erklærede sent tirsdag aften militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

Herefter fulgte et kaotisk forløb i landet med uvished og politisk uro.

Et flertal i parlamentet samledes efterfølgende og stemte for at ophæve undtagelsestilstanden, hvilket efter nogle timer blev imødekommet af præsidenten.

Her er, hvad vi natten til onsdag ved om indførelsen og ophævelsen af den militære undtagelsestilstand i Sydkorea:

* Undtagelsestilstanden indføres:

I en tv-tale til nationen tirsdag aften lokal tid erklærede præsident Yoon Suk-yeol militær undtagelsestilstand. Han beskyldte oppositionen for at sympatisere med Nordkorea og varslede, at han vil "tilintetgøre foragtelige pro-nordkoreanske anti-statslige styrker".

Herefter fulgte et dekret fra landets hærchef, der forbød politiske aktiviteter, og medierne blev underlagt kontrol.

Det er første gang siden 1980, at der er blevet erklæret militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

* Parlamentet:

Styrker forsøgte blandt andet med helikoptere at afspærre landets parlamentsbygning.

Alligevel lykkedes det i løbet af natten 190 politikere at mødes i parlamentet, hvor de blokerede for undtagelsestilstanden via en afstemning, hvor alle 190 tilstedeværende stemte for. Parlamentet har i alt 300 medlemmer.

Uden for parlamentet samledes hundredvis af demonstranter, og der blev meldt om sammenstød mellem demonstranter og politi.

* Undtagelsestilstand ophæves:

Herefter gik der nogle timer, inden præsidenten tidligt onsdag morgen lokal tid i en tv-tale fortalte, at han ville ophæve den militære undtagelsestilstand.

Ifølge sydkoreansk lov skal præsidenten med det samme ophæve den militære undtagelsestilstand, hvis et flertal i parlamentet kræver det.

Yoon sagde under talen, at de styrker, som opretholdt undtagelsestilstanden, havde trukket sig tilbage.

Kilder: AFP, Reuters.

/ritzau/