FAKTA: Iran har nøglerolle i militante gruppers kamp mod Israel

Der blev jublet i gaderne i Irans hovedstad, Teheran, efter at Iran tirsdag den 1. oktober sendte en lang række missiler mod Israel. En kvinde havde medbragt et billede af den afdøde Hizbollah-leder Hassan Nasrallah. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix

Hamas, Hizbollah og houthierne har alle opbakning fra Iran, der spiller en helt central rolle i Mellemøsten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det seneste år har ikke blot budt på en krig mellem Israel og den militante Hamas-bevægelse. Flere andre parter har også blandet sig, og som en af de helt centrale spillere i konflikten står Iran.

Iran grænser ikke op til Israel, og de to lande har heller ikke nogen direkte konflikter om landområder. Alligevel betragtes de som indædte fjender.

Iran støtter flere militante gruppers opgør mod Israel og er lederen af en koalition, der typisk kaldes for Axis of Resistance - modstandsaksen.

Her kan du blive klogere på nogle af de parter, der har været indblandet, siden Hamas den 7. oktober sidste år angreb Israel:

* HAMAS.

Den militante gruppe Hamas satte sig på magten i Gazastriben i 2007 og har opbakning fra flere arabiske og muslimske lande. Israel har indført strenge blokader mod Gazastriben under Hamas' styre.

Selv om gruppen egentlig er sunnimuslimsk, så har Hamas løbende nærmet sig det shiamuslimske Iran og dets allierede.

Hamas har svoret, at gruppen vil udslette Israel og har udført en række dødelige angreb mod civile og soldater i Israel.

Det er lidt forskelligt, om Hamas opfattes som en del af den iranske Axis of Resistance, men Iran har bakket op om Hamas' handlinger.

* HIZBOLLAH.

Den militante, libanesiske Hizbollah-bevægelse blev dannet i 1982 som svar på en israelsk invasion i Libanon. Det er en shiamuslimsk bevægelse, som gennem årene blandt andet også har angrebet amerikanske mål.

Hizbollah dræbte og kidnappede i 2006 flere israelske soldater. Det udløste krig med store omkostninger for det sydlige Libanon og hovedstaden Beirut.

I løbet af det seneste år har der været flere angreb over Libanon og Israels fælles grænse. Libanon grænser op til Israel mod syd.

Konflikten eskalerede i midten af september, hvor Israel skruede markant op for angrebene mod Hizbollah og også dræbte bevægelsens leder.

Hizbollah er en del af den iranske Axis of Resistance.

* HOUTHIERNE.

Den militante houthibevægelse, der ofte omtales som houthierne, har base i Yemen syd for Saudi-Arabien og ud til Det Røde Hav. Selv om Yemen ligger et stykke fra Israel, har houthierne alligevel blandet sig det seneste år.

Siden 2014 har houthierne været i krig mod Yemens regering, som har opbakning fra Saudi-Arabien. Houthierne har til gengæld opbakning fra Iran.

Houthierne, der har "død over USA, død over Israel" som del af deres slogan, har det seneste år udført flere angreb mod skibe i Det Røde Hav. De har selv omtalt angrebene som værende en form for blokade mod Israel.

Houthierne betragtes også som en del af den iranske Axis of Resistance.

* IRAN OG ISRAEL.

Iran og Israel havde et relativt venligt forhold frem til Den Islamiske Revolution i Iran i 1979. Revolutionen medførte et iransk styre, som var anderledes fjendtligt indstillet over for Israel.

Iran anerkender ikke Israels ret til at eksistere og ønsker landet udslettet. Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har tidligere omtalt Israel som en "kræfttumor", der skal fjernes og ødelægges.

Israel mener, at Iran udgør en eksistentiel trussel mod Israel. Blandt andet peger israelerne på Irans truende retorik og på landets støtte til militante grupper - herunder Hizbollah - som ønsker Israel ødelagt.

Israel anklager også Iran for i smug at udvikle atomvåben.

Kilder: AFP, AP, BBC.

/ritzau/