FAKTA: Sådan blokerer Senatets mindretal for våbenstramning

Den daværende demokratiske senator Strom Thurmond har rekorden for den længste filibuster nogensinde, efter at han i 1957 argumenterede mod en føderal sikring af sorte amerikaneres stemmerettigheder i 24 timer og 18 minutter. (Arkivfoto). Foto: William J. Smith/Ritzau Scanpix

Med en manøvre, som på engelsk er kendt som "filibuster", kan et mindretal blokere lovgivning i USA's Senat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det Demokratiske Parti i USA har både et flertal i Repræsentanternes Hus og i praksis et flertal i Kongressens andet kammer, Senatet.

Alligevel er det stort set umuligt for demokraterne at indføre en strammere kontrol med salg af skydevåben i kølvandet på en række masseskyderier i USA.

Det skyldes, at et mindretal i Senatet kan blokere for lovgivning med en såkaldt filibuster.

En filibuster er, når en senator eller en gruppe af senatorer tager et lovforslag op til debat med det simple formål at forsinke eller helt at forhindre vedtagelsen af det.

Her kan du blive klogere på, hvordan det kan lade sig gøre:

* Kvalificeret flertal skal godkende en afstemning.

Mens det er nemt at bringe et lovforslag til afstemning i Repræsentanternes Hus, kræver det et kvalificeret flertal i Senatet at overhovedet beslutte, at et lovforslag skal til afstemning.

Således skal hele 60 senatorer give tilsagn til, at der skal stemmes om en lov, før loven kan komme til afstemning.

* Senatorer kan debattere for evigt.

Ingen i det amerikanske Senat har magten til at beslutte, at en debat om et lovforslag har varet længe nok, til at der skal stemmes om det. Derfor kan senatorer i praksis debattere et lovforslag for evigt.

I 1957 talte den demokratiske senator Strom Thurmond i Senatet i 24 timer og 18 minutter for at bremse et forslag om at sikre sorte amerikaneres stemmerettigheder.

* Svært at nå kvalificeret flertal.

Det er sjældent, at et parti vinder 60 eller flere pladser i Senatet. Det er faktisk ikke sket siden midtvejsvalget i 1977, hvor 61 demokrater blev valgt til Senatet.

* Vicepræsidenten har det sidste ord.

Der sidder i øjeblikket 50 republikanske senatorer og 48 demokratiske senatorer i det amerikanske Senat. Der sidder desuden to løsgængere - heriblandt tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders - som for det meste stemmer med Demokraterne.

Ender en afstemning 50-50, er det vicepræsident Kamala Harris' stemme, som afgør afstemningens udfald.

Kilder: Vox og senate.gov.

/ritzau/