FAKTA: Sådan ville EU reagere på amerikanske toldtariffer

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har fået grønt lys til kommissionens plan om modtold mod USA. Ifølge von der Leyen vil EU hellere forhandle end at eskalere situationen. (Arkivfoto). Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionen havde planlagt modsvar til USA's told. Nu er planen sat på pause i de kommende 90 dage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag stemte EU's medlemslande EU-Kommissionens plan for modtold mod USA igennem.

Onsdag aften annoncerede USA's præsident, Donald Trump, at fjerne den såkaldte gengældelsestold mod EU i de kommende 90 dage.

Torsdag morgen sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at man ligeledes sætter EU's modsvar på pause for de næste 90 dage for at give mulighed for forhandling.

Ifølge en talsperson for EU-Kommissionen har man ikke planer om at offentliggøre mere om planen, inden de 90 dage er omme - hverken datoer eller lister af varer.

Talspersonen understreger, at man fortsætter arbejdet bag kullisen.

* Den 7. april sendte EU-Kommissionen en revideret liste over produkter, som kommissionen ønsker at toldsætte, til medlemslande.

* Den 9. april stemte landene EU-Kommissionens plan igennem. Ungarn stemte imod. Planen skulle være blevet udført i to faser. Selv om planen nu er sat på pause, har afstemningen givet kommissionen mandat til at udforme en plan på landenes vegne. Det siger en talsperson fra EU-Kommissionen.

* Den 15. april skulle første del af planen, som omhandler told på stål og aluminium, træde i kraft.

* Det var ment som et svar på USA's præsident Donald Trumps told på stål og aluminium, som han indførte under sit første præsidentskab i 2018.

* Dengang svarede EU igen med en modtold, som skulle skærpes efter tre år. Den skærpede plan trådte dog ikke i kraft, fordi den blev suspenderet under den tidligere præsident Joe Bidens præsidentskab, efter at Biden indgik en aftale med EU.

* EU-Kommissionen suspenderede i december 2023 planen for toldsætning af stål og aluminium til den 31. marts 2025. Herefter blev den udskudt med to uger.

* Den genindførte told, som skulle være trådt i kraft den 15. april, skulle have gjaldt stål, aluminium, motorcykler og motorbåde. Toldsatserne varierede fra 10 til 25 procent.

* I starten af næste uge ville EU-Kommissionen have haft en foreløbig anden del af planen klar. Det oplyser en talsperson fra EU-Kommissionen.

* Planen skulle derefter være blevet diskuteret af EU-medlemslandene, som skulle have stemt om den. Herefter skulle anden del af planen være blevet offentliggjort.

* Den 15. maj ville anden del af EU-Kommissionens plan være trådt i kraft.

* Listen af varer skulle have talt blandt andet fjerkræ, frugt, vegetabilsk olie og tøj, skriver Reuters. Det var forventet, at varerne ville toldsættes med 25 procent.

* Den 1. december var det planen, at en told på blandt andet sojabønner og mandler at skulle træde i kraft, skriver Reuters.

Kilder: Reuters, EU-Kommissionen, Udenrigsministeriet.

/ritzau/