FAKTA: Topmøde i Davos byder på økonomiske diskussioner

Verdens Økonomiske Forum blev grundlagt af tyskeren Klaus Schwab i 1971, der først kaldte det for Europæisk Ledelsesforum. (Arkivfoto). Foto: Arnd Wiegmann/Reuters

Organisationen Verdens Økonomiske Forum er mest kendt for at arrangere det årlige økonomiske topmøde i Davos.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag begynder det årlige økonomiske topmøde i Davos, Schweiz, der tiltrækker magtfulde og indflydelsesrige personer fra hele verden.

Læs mere om det økonomiske topmøde og arrangøren bag her:

* Organisationen Verdens Økonomiske Forum (World Economic Forum - WEF) har sine rødder i 1971.

* Den blev skabt det år af tyskeren Klaus Schwab, der først kaldte det Europæisk Ledelsesforum. Navneskiftet kom i 1987.

* Det er en organisation, der ønsker at fremme samarbejde mellem offentlige og private aktører.

* Organisationen er mest kendt for at arrangere det årlige topmøde i Davos i Schweiz, hvor verdens mest magtfulde og indflydelsesrige mennesker samles til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, ligestilling, krig og klimaforandringer.

* Det første møde i Davos fandt sted i 1974 efter tre år i Genève. I år varer mødet fra 16. januar til 20. januar.

* Verdens Økonomiske Forum organiserer også konferencer rundt om i verden og laver forskningsrapporter.

* Ved årets møde i Davos ventes der over 2700 ledere fra regeringer, erhvervslivet og civilsamfundet, heriblandt EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Kilder: World Economic Forum, Reuters og dpa.

/ritzau/