FAKTA: Tuneserne vælger første parlament efter ny forfatning

Tunesere gik til demonstration mod landets præsident, Kais Saied, 10. december. Foto: Zoubeir Souissi/Reuters

For første gang siden Tunesien fik en ny forfatning i sommer, skal landet sammensætte et parlament.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tuneserne går lørdag til stemmeurnerne for at sammensætte landets første parlament, siden det tidligere parlament blev opløst og landets præsident, Kais Saied, fik en ny forfatning stemt igennem.

De seneste år har været præget af alvorlig politisk og økonomisk krise i det nordafrikanske land.

Få overblikket her:

* Juli 2021:

Præsident Kais Saied fyrer premierminister Hichem Mechichi og suspenderer parlamentet foreløbigt i 30 dage.

Hans modstandere - heriblandt Rached Ghannouchi, der også er leder af landets største parti, Ennahda - kalder handlingen "et kup mod forfatningen og revolutionen".

* September 2021:

Kais Saied erklærer, at han vil ignorere dele af forfatningen og give præsidentembedet mere magt.

* Februar 2022:

Kais Saied opløser med et dekret landets øverste retsråd, som han kritiserer for at agere politisk. Det øverste retsråd i Tunesien er en uafhængig og forfatningsmæssig institution, der blev oprettet i 2016. Rådets beføjelser omfatter at sikre retsvæsenets uafhængighed, irettesætte dommere og tildele dem forfremmelser.

Senere på måneden udsteder han et dekret, der giver ham magten til at fyre dommere eller blokere deres forfremmelser.

* Marts 2022:

Kais Saied opløser med et dekret landets parlament, efter at parlamentet havde mødtes og stemt for at tilbagetrække præsidentens dekreter, som samler magten om ham selv. Kais Saied affejer beslutningen med den begrundelse, at mødet var ulovligt.

* Maj 2022:

Saied indkalder til folkeafstemning om en ny forfatning 25. juli. Præsidenten sammensætter et hold af intellektuelle inden for jura og statskundskab til at udforme en ny forfatning.

* Juni 2022:

Saied fyrer 57 af landets dommere, som han anklager for korruption og for at dække over terroranklagede.

Flere politiske modstandere bliver fængslet eller tiltalt for korruption og hvidvask.

* Juli 2022:

Kais Saied offentliggør i Tunesiens statstidende et udkast til den nye forfatning, som tuneserne skal stemme om. Udkastet flytter stort set al magten fra parlamentet til præsidentens kontor. Det giver også præsidenten immunitet og foreskriver, at der "ikke må sås tvivl om hans handlinger som præsident". Tuneserne stemmer for forfatningen.

* December 2022.

Tunesien går til parlamentsvalg. Det sker, præcis ti år efter at en tunesisk grønthandler stak ild til sig selv og startede Det Arabiske Forår.

Kilder: Reuters, Al Jazeera og Le Point.

/ritzau/