Fire afghanere, der arbejdede for FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i Afghanistan, er dræbt efter et selvmordsangreb i byen Kandahar i den sydlige del af landet.
Også en lokal politichef mistede livet, mens to andre ansatte, som også var afghanere, blev såret i angrebet, oplyser UNHCR.
- Der var tale om et organiseret angreb i Kandahar med selvmordsbombere og bevæbnede mænd, skriver FN-organet i en pressemeddelelse.
Taliban har taget skylden for angrebet, der blev indledt, da en lastbil blev sprængt i luften uden for den bygning, hvor UNHCR har sine kontorer.
Derefter trængte to bevæbnede mænd ind i ejendommen og begyndte at skyde mod sikkerhedsvagterne. Efter mere end seks timers skudveksling blev mændene selv skudt og dræbt af afghanske sikkerhedsstyrker.
Selvmordsangrebet er blot det seneste i rækken af blodige angreb, der i den sidste tid har været rettet mod udlændinge i Afghanistan.
I weekenden sprængte en selvmordsterrorist sig selv i luften nær en konvoj af udenlandske militærkøretøjer i hovedstaden Kabul.
Attentatet, der kostede 17 mennesker livet, er det mest dødbringende angreb mod udenlandske soldater i Kabul i mange år.
Også dette angreb har Taliban taget skylden for.
De udenlandske kamptropper forlader Afghanistan med udgangen af 2014. I øjeblikket er volden ifølge FN på sit højeste i landet siden krigens begyndelse for 10 år siden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned