Finland vil trække sig fra landminekonvention
Finlands statsminister, Petteri Orpo, vil trække landet ud af en konvention om landminer. Dermed tilslutter han sig rækken af lande, som med Rusland som argument trækker sig fra aftalen. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Ligesom Polen og Baltikum vil også Finland forlade en international konvention om landminer.
Finlands statsminister, Petteri Orpo, vil trække landet fra en international landminekonvention.
Det siger han tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Finland og Europa er nødt til at evaluere alle tiltag for at styrke vores afskrækkelses- og forsvarskapacitet, individuelt og i Nato, siger han under en pressekonference og tilføjer, at Finland vil øge dets forsvarsbudget til tre procent af bnp i 2029.
Mere end 160 lande er ifølge Reuters med i landminekonventionen.
Også Polen, Litauen, Letland og Estland har i begyndelsen af marts i en fælles erklæring meldt ud, at de ønsker at trække sig fra konventionen.
- De militære trusler for Nato-medlemslande, der grænser op til Rusland og Belarus, er øget markant, sagde landenes forsvarsministre dengang i udtalelsen som begrundelse for udmeldingen.
Litauen trak sig officielt i starten af marts fra en anden international konvention om brugen af klyngevåben.
Her blev Ruslands invasion af Ukraine ligeledes udpeget som årsagen til udtrædelsen.
Litauens forsvarsminister, Dovile Sakaliene, har tidligere understreget over for litauisk radio ifølge DPA, at beslutningen om at fratræde konventionen ikke kun handlede om, hvilke typer våben Litauen vil købe.
Ifølge Sakaliene sendte det også et strategisk budskab om, at Litauen er klar til at tage alle midler i brug, hvis det bliver nødvendigt.
Begrebet klyngevåben dækker over en type bomber, der kan dele sig og sprede en række mindre bomber eller granater, der så kan eksplodere over et større område og i visse tilfælde blive liggende i og på jorden. Våbnet er derfor ikke særlig præcist, men det kan forvolde ødelæggelser over store arealer.
Over 120 lande har underskrevet konventionen, der forbyder erhvervelse, brug og produktion af klyngevåbnene, og Litauen var det første land til at træde ud af aftalen.
Samtidig var landet ifølge AFP det første EU-land, der forlod en multilateral aftale om våbenregulering.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned