Fire minearbejdere er fanget 150 meter under jordens overflade i en mine i Ecuador, oplyser landets civilforsvar til det franske nyhedsbureau AFP.
De fire er blevet fanget efter, at en skakt i guldminen er styrtet sammen.
- Fire minearbejdere er fanget på niveau fem i minen. Det svarer til omkring 150 meters dybde, siger kilden, der tilføjer, at alle fire menes at være i live.
Ulykken er sket i El Oro-provinsen i det sydvestlige Ecuador. Den kommer få dage efter, at det lykkes myndighederne i Chile at redde 33 minearbejdere, der havde siddet fanget i 10 uger i en mine i den nordlige del af landet.
Mineulykken i Ecuador skete tidligt fredag. Den pågældende mine ligger i nærheden af byen Portovelo.
En lokal embedsmand siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at de indespærrede er tre ecuadorianere og en minearbejder fra nabolandet Peru.
- De arbejdede på natholdet. Der er ikke sikkerhed for, at de er i live. Vi forsøger at få oplysninger fra mineejerne, siger embedsmanden, Angel Camacho, til Reuters.
Mindst 50 redningsfolk er blevet indsat i bestræbelserne på at redde de fire, oplyser en embedsmand i hovedstaden Quito, til det amerikanske tv-station CNN.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned