Firmaer taber mest til elektroniske tyve

For første gang rapporterer virksomheder verden over, at den samlede værdi af stjålne data overstiger den samlede værdi af stjålen fysisk ejendom, oplyser konsulentfirmaet Kroll, der er specialiseret i risikovurderinger.

Ifølge Krolls årsrapport 2010 er det oftest virksomhedernes egne ansatte, som står bag tyverierne af data.

Krolls undersøgelse viser, at elektroniske tyverier og tyverier af informationer udgør 27,3 procent af de samlede tab på svindel. Fysiske tyverier udgjorde lidt mindre - 27,2 procent.

Kina er det marked blandt de nye fremvoksende økonomier, hvor der er mest svindel efterfulgt af Colombia og Brasilien.

- Hvor meget svindel, der foregår, afhænger mest af alt, hvilke muligheder der er for det, siger Tommy Helsby, som er Krolls leder i Europa, Mellemøsten og Afrika.

- I dag sker der mere og mere arbejde elektronisk, og det skaber nye muligheder for svindel. Det tager tid, før virksomhederne lærer at gardere sig mod svindelen, fremhæver han og påpeger, at det mest er informationsbaserede industrier - navnligt i den finansielle sektor - som bliver ofre for elektroniske tyverier.

- Et simpelt tyveri og risikoen for at få ødelagt et firmas navn kan være en eksistentiel trussel, siger Helsby. Frygt for illoyale aktiviteter har ifølge rapporten fået adskillige virksomheder til at undlade at udvide ind på visse markeder, viser den nye rapport.

/ritzau/Reuters

Elektroniske tyverier koster firmaer mere ned fysiske tyverier, viser rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret