Flere er kvæstet i slagsmål i egyptisk ferieby nær Israel
En israelsk turist overfusede egyptiske hotelansatte og udløste et større slagsmål på hotel, siger kilder.
Tre israelske turister og to egyptisk hotelansatte er kommet til skade i et slagsmål i den egyptiske kystby Taba fredag.
Det oplyser egyptiske sikkerhedskilder til Reuters.
De første meldinger, der indløb, lød på, at et antal turister var stukket ned. Det rapporterede den egyptiske tv-station al-Qahera ifølge Reuters.
Men ifølge de egyptiske sikkerhedskilder havde en israelsk turist verbalt overfuset en af de egyptiske hotelansatte.
Det udløste et håndgemæng, der også omfattede andre turister og ansatte på hotellet.
Ifølge al-Qahera er en af de egyptiske hotelmedarbejdere kommet alvorligt til skade.
Taba ligger ved grænsen til Israel. Mange turister rejser ind i feriebyen fra Eilat i det sydlige Israel.
Israelsk redningsmandskab havde taget opstilling på den israelske side af grænsen, skriver The Jerusalem Post.
Egyptisk politi og andre sikkerhedsstyrker er på stedet, tilføjer avisen.
Situationen i Mellemøsten er generelt yderst anspændt på grund af krigen mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse.
Det er dog uklart, om fredagens slagsmål havde noget at gøre med den konflikt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned